Danmarks største havvindmøllepark sendes i udbud

Thor Havvindmøllepark bliver Danmarks hidtil største og skal ligge i Nordsøen, mindst 20 km fra kysten. Foto: Colourbox

Det, der skal blive til den hidtil største havvindmøllepark i danske farvande, sendes nu i udbud. Når havvindmølleparken står klar i 2027, vil den kunne levere strøm til omkring 800.000 danske husstande.

ENERGI – Interesserede selskaber får mulighed for at bygge Danmarks største havvindmøllepark, når udbudsprocessen for Thor Havvindmøllepark nu skydes i gang, oplyser klimaminister Dan Jørgensen.

Thor Havvindmøllepark forventes at stå færdig i 2027 og er en af de i alt tre parker, som blev aftalt i energiaftalen fra 2018. Den bliver på mellem 800 MW og 1 GW og bliver placeret i Vesterhavet 20 km ude for kysten ved Thorsminde.

»Regeringen investerer i ny grøn teknologi, blandt andet CCS- og PtX-teknologi, for at nå vores ambitiøse klimamålsætninger«, siger klima- og energiminister Dan Jørgensen, som peger på, at det fortsat er meget vigtigt fortsat at udvikle den danske vindenergi, hvor Danmark er et globalt foregangsland.

»Udbygningen af havvind er helt centralt i regeringens ambition om 70 procents reduktioner af CO2-udledningen i 2030, og med udbuddet af Thor Havvindmøllepark tager vi nu endnu et vigtigt skridt videre i den grønne omstilling«, siger han.

Som noget nyt indgår kabler fra havvindmølleparken ind til land som en del af udbuddet, ligesom byderne på havvindmølleparken har mulighed for selv at vælge kapaciteten på parken, så længe den er mellem 800 og 1.000 MW. Ifølge ministeren vil det gøre den samlede løsning så billig som muligt, fordi byderne får mulighed for at optimere dimensionerne for både kablerne til land og havvindmølleparkens kapacitet.