COP26 er slut. Her er et kort resumé: Bla, bla, bla

Greta Thunberg: COP 26 er slut. Her er et kort resumé: Bla, bla, bla.

Klimatopmødet har været en stor skuffelse for den svenske klimaaktivist Greta Thunberg.

KLIMA – Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg har ikke meget til overs for de resultater, der er opnået på klimatopmødet i Glasgow, som sluttede søndag aften.

På twitter skriver hun:

»COP26 er slut. Her er et kort resumé: Bla, bla, bla. Men det virkelige arbejde fortsætter uden for disse haller. Og vi giver aldrig op. Aldrig.«

Også den kendte journalist og debattør George Monbiot fra den britiske avis The Guardian lader sin skuffelse få frit løb:

»Nu har vi ikke andet valg end at øge omfanget af civil ulydighed, indtil vi har opbygget den største massebevægelse i historien. Vi giver ikke samtykke til ødelæggelsen af vores livsvigtige støttesystemer (life support systems).«, skriver Monbiot på twitter.

Holder liv i målet om 1,5 grader

Ifølge klimaminister Dan Jørgensen holder COP26-aftalen liv i målsætningen om at holde temperaturstigningen under 1,5 grader.

»Ved starten af COP26 var det klare budskab fra videnskaben, at døren til 1,5 graders målet er ved at lukke i. Her i Glasgow har vi nu sat en fod i døren. Det helt klare mål er, at den skal åbnes yderligere de næste par år, hvor landenes klimamål skal styrkes, så de afspejler videnskaben. Det har været en hård fødsel, og den overordnede aftale er ikke perfekt, men det er svært at forestille sig en stærkere tekst om behovet for højere klimaambitioner. Vi har støbt et solidt fundament for indsatsen i dette afgørende årti«, siger Dan Jørgensen.

»For første gang nogensinde sætter en COP navn på den største klimasynder af dem alle, nemlig kul, med en opfordring til at nedtrappe kulforbruget og udfase fossile subsidier. Det er en sejr, der viser, at selv de største producenter af sort energi nu må acceptere, at tiden er ved at rinde ud for den fossile æra«, siger han.

Greenpeace: Nu er det et spørgsmål om overlevelse

Jennifer Morgan, der er chef for Greenpeace International, kalder klimaaftalen fra COP26 i Glasgow for »svag«.

»1,5 graders målet har kun lige netop overlevet, men et signal om at æraen for kul er ved at slutte er blevet sendt, og det betyder noget«, siger hun.

Uden presset fra unge klimaaktivister verden over ville klimaforhandlingerne have været en total fiasko, mener hun.

»Vores engang så stabile klima er nu ved at bryde sammen omkring os. Man ser det hver dag i form af skovbrande, orkaner, tørke og smeltende is.«

»Tiden er ved at rinde ud. Det er spørgsmål om overlevelse, og derfor er vi nødt til omgående at mobilisere for at skabe et ukuelig pres, der endegyldigt kan afslutte æraen med alle fossile brændstoffer, siger Jennifer Morgan.