
Et voldsomt skybrud langs Australiens østkyst har resulteret i den værste oversvømmelser i 50 år og har forårsaget omfattende ødelæggelser.
KLIMA – Et voldsomt skybrud langs Australiens østkyst har i løbet af weekenden resulteret i den værste oversvømmelse i et halvt århundrede, siger de australske myndigheder søndag ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters.
De voldsomme vandmasser har forårsaget omfattende ødelæggelser, som er gået ud over huse, veje og infrastruktur og har tvunget tusindvis af mennesker til at forlade deres hjem.
Mennesker i den nordvestlige del af Sydney blev beordret til at flygte fra deres huse midt om natten på grund af den voldsomme nedbør. I alt er omkring 5.000 personer blevet opfordret til at forlade deres huse, anslår myndighederne.
Weekendens oversvømmelser står i skarp kontrast til de ødelæggende skovbrande, der hærgede Australien i slutningen af 2019 og begyndelsen af 2020. Næsten syv procent af staten New South Wales i Australien gik dengang op i flammer.
