Samsø og Sønderborg er klar med de første af 20 kommuners klimaplaner

Samsø Kommune og Sønderborg Kommune har nu sat det sidste punktum i hver sin ambitiøse klimaplan, som er blevet udarbejdet efter samme standard for klimaplanlægning, som anvendes af nogle af verdens største og mest ambitiøse byer i det globale bynetværk C40. Foto: Realdania / Carsten Ingemann

20 danske kommuner arbejder for at følge i fodsporene på de mest klimaambitiøse byer i verden. Målet er at udvikle lokale klimaplaner, som lever op til Parisaftalen og viser vejen til netto nul-udledning for kommunerne senest i 2050.

KLIMA – Det er ikke kun store, internationalt kendte byer som Los Angeles og London, der kan levere klimaplaner på et niveau, der matcher Paris-aftalen.

Også Samsø Kommune og Sønderborg Kommune har nu sat det sidste punktum i hver sin ambitiøse klimaplan, som er blevet udarbejdet efter samme standard for klimaplanlægning, som anvendes af nogle af verdens største og mest ambitiøse byer i det globale bynetværk C40.

Yderligere 18 danske kommuner færdiggør deres klimaplaner i 2020.

Alle er de en del af Realdanias projekt DK2020. Her har 20 danske kommuner siden foråret 2019, med hjælp og sparring fra Danmarks Grønne Tænketank CONCITO og eksperter fra C40, været i gang med et forløb, som ruster dem til at udvikle en klimaplan, der viser vejen til netto nul-udledning for kommunen som geografisk område senest i 2050.

Konkrete bud på tilpasning

Derudover skal klimaplanen indeholde konkrete bud på, hvordan kommunen vil tilpasse sig klimaforandringerne, oplyser Realdania.

Samsø Kommune har i mere end 20 år arbejdet med grøn omstilling af lokalsamfundet og har med en ambitiøs indsats vist, hvordan man kan omstille en ø med knap 3.700 indbyggere til vedvarende energi.

Nu tager Samsø hul på et nyt kapitel med C40s godkendelse af kommunens nye klimaplan. Den har blandt andet fokus på udledningerne af drivhusgasser fra færger, der sejler til og fra øen. 60% af den samlede udledning fra transportsektoren i kommunen stammer fra færgerne. I fremtiden skal færgerne sejle på lokalt produceret flydende biogas i stedet for naturgas.

Sønderborg har planer om at opsætte kystnære vindmøller. En af visionerne i Sønderborg er, at vindstrømmen sammen med flere biogasanlæg og solcelleparker indgår i produktionen af klimaneutral energi. 

Første land i verden

Danmark er det første land i verden, hvor en gruppe af kommuner samarbejder om at udvikle klimaplaner i overensstemmelse med C40’s såkaldte Climate Action Planning Framework (CAPF) – et redskab til at udvikle Paris-kompatible klimaplaner. 

Dermed er DK2020-kommunerne med til at skrive historie i den verdensomspændende kamp for klimaet. Det betyder også, at en stor del af den viden, de danske kommuner generer gennem DK2020, bringes ind og bruges i C40’s internationale arbejde, oplyser Realdania.