Regeringen vil firedoble produktionen af energi fra solceller og vindmøller

Regeringen vil tidoble produktionen af vedvarende energi fra solceller. Foto: Colourbox

GRØN OMSTILLING – Vindmøller og solceller skal om otte år producere fire gange så meget strøm, som de gør i dag. I hvert fald hvis det står til regeringen og klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

Det skriver DR, der har fået et indblik i et nyt udspil, som regeringen præsenterer på tirsdag.

Danmark skal i 2030 have reduceret sin udledning af CO2 med 70 procent i forhold til 1990, og derfor har Danmark travlt, fortæller Dan Jørgensen.

»Det vil sige, at det skal skal gå rigtigt stærkt, og der må man bare konstatere, at det, der er billigt, hurtigt og grønt, er at lave vind på land og sol på land«, siger han til DR

Ministeren forslår, at man skal tidoble strømmen fra solceller og fordoble strømmen fra vindmøller.

Kan hjælpe grøn omstilling i Tyskland

Klimaministeren mener, at strømmen fra de nye danske vindmøller og solcelleanlæg også skal hjælpe naboer som Tyskland med at omstille sig til grøn energi.

»Det kan faktisk blive en rigtig god forretning for Danmark«, siger ministeren til DR.

Det er en del af regeringens udspil, at udbygning af grøn strøm ud over Danmarks behov skal opføres uden offentlig støtte.

Det tror Jan Hylleberg fra Green Power Denmark er realistisk, da der efterhånden er blevet billigt at opstille solanlæg og vindmøller på land.