Økologien står for 36 pct. af salget i Irma

Økologien tegner sig for mere end en tredjedel af salget i supermarkedskæden Irma. Foto: Irma

Irma vil vil være den første supermarkedskæde i verden, hvor halvdelen af fødevaresalget er økologisk.

På trods af den økonomiske krise har Irma slået sin egen rekord i salg i økologi, viser tal fra årets første fem måneder. 36 procent af det samlede salg af fødevarer i Irma er nu økologisk.

Salget stiger trods en vis tilbageholdenhed hos forbrugerne generelt, men det skyldes, at salget i højere grad flytter over til de lidt billigere varianter i kategorien »Irmas Hverdag«.

Irmas Hverdag består i øjeblikket af cirka 270 forskellige basisvarer, heraf er 75 procent økologiske.

»Det viser, hvor vigtig økologien er for Irmas kunder. For dem handler det om at fastholde kvalitet og de værdier, der ligger i de økologiske varer«, siger kommerciel chef i Irma, Cathrine Holmegaard Aarup.

Holder fast i målsætning

Irma satte sidste år som mål at øge salget af økologi og i 2025 blive den første supermarkedskæde i verden, hvor halvdelen af fødevaresalget er økologisk.

»Da vi lavede den målsætning, så verden meget anderledes ud, men vi har besluttet at holde fast, og vi vil fortsat arbejde for at blive den første supermarkedskæde i verden, hvor økologi udgør over halvdelen af salget«, siger direktør Jan Larsen, Irma.

For et år siden udgjorde økologien 33 procent af alle de fødevarer, Irma sælger, økologiske. Til sammenligning er landsgennemsnittet under det halve, knap 15 procent.

For at fortsætte væksten skal der komme mange nye kvalitetsprodukter på markedet, som ikke alene er økologiske, men som også smager godt. Irma forventer, at det både vil være de store, etablerede producenter af økologi, der vil sætte mere gang i udvikling af nye produkter, og helt små iværksættere, der kommer med nogle af de anderledes varer, der er forudsætningen for den ambitiøse vækstplan.