Øko-rap gjorde Yeo Valley til et hit

ØKOLOGI / Populær reklame har fået en halv million flere britiske familier til at købe økologisk yoghurt fra Yeo Valley, et lille øko-mejeri.

Yeo Valley stormer frem på salgslisten, efter at det lille britiske øko-mejeri for et par måneder siden lancerede en banebrydende tv-reklame, hvor tre unge (land)mænd og en kvinde i selskab med en flok sortbrogede køer og en rød Massey Ferguson rapper deres hyldest til økologi.

Øko-rappen har givet mejeriet en salgsfremgang på næsten 90 mio. kroner og fået næsten en halv million flere husstande til at købe et eller flere af mejeriets produkter i de seneste 12 uger frem til 25. december sidste år, viser nye tal.

Samtidig viser detailhandelsmålinger, at Yeo Valley kaprer store markedandele fra konkurrenterne. Mens det generelle marked er steget 5,6 procent, kan Yeo Valley fremvise en vækst, der er to en halv gange større.

Video set 1,8 millioner gange på YouTube

Mejeriets mærkevaredirektør Ben Cull, betegner resultatet som ’ekstremt opmuntrende’. Til det britiske detailhandelsblad, The Grocer, siger han, at reklamekampagnen kun er første trin en en flerårig kampagne, der skal etablere Yeo Valley som et ’mainstream brand’.

Den populære reklame er klippet som en musikvideo og lavet af en af Storbritanniens førende producere på området. Den er foreløbig set og downloadet 1.8 mio gange på YouTube eller ’YeoTube’, som mejeriet for sjov har kaldt stedet på nettet, hvor man kan dele videoklip med resten af verden.

Check out Daisy she´s a proper cow
A pedgree Friesian with know how
Her and her gils they got their own name
We treat them good. They give us the cream.

FAKTA om øko-rap

Rap står for ’rythm and poetry’ (rytme og poesi)

  • Rap er en musikform, som opstod i de sorte storbyghettoer i USA i 1980erne og siden har bredt sig til resten af verden. En tung rytme uden mange variationer lægger bunden og beatet, og forrest i lydbilledet fremsiger eller synger rapperen et digt – ofte med overraskende rim og langt mere avanceret end en almindelig poptekst, i en rytme og form, der kan minde om sang.