Louise Køster ny forperson for Økologisk Landsforening

Per Kølster, afgående formand for Økologisk Landsforening, giver ved stafetten - i form af en porre - videre til den nye forperson, Louise Køster. Pressefoto: Økologisk Landsforening

ØKOLOGI – Louise Køster, direktør og indehaver af Rabarbergården i Vejby i Nordsjælland, blev fredag valgt som nye forperson for Økologisk Landsforening.

Det skete med en erklæring om at gøre økologien mere tydelig på klimadagsordenen og over for politikerne. Hun understregede samtidig, at Økologisk Landsforening skal styrkes yderligere som et vigtigt fællesskab.

»Jeg vil holde fødevareministeren oppe på den politik, som han har stillet i udsigt på økologiens vegne. Jeg vil sikre, at økologien ikke drukner i klimadagsordenen og styrke vores fællesskab i hele værdikæden«, sagde Louise Køster på foreningens generalforsamling i Horsens.

Ind i fremtiden

Louise Køster afløser Per Kølster, som har været formand for Økologisk Landsforening gennem de seneste ni år. Han er begejstret over, at nye kræfter er kommet til:

»Jeg er sikker på, at Louise er den rette til at tage stafetten og føre både økologien og foreningen ind i fremtiden«, siger Per Kølster

Foreningens administrerende direktør Helle Borup Friberg glæder sig over den store interesse for formandsposten og hilser Louise Køster velkommen.

»Interessen viser, at økologien står rigtigt stærkt, og er en del af løsningen på de forandringer, der skal skabes i hele vores fødevaresystem. Jeg er sikker på, at vi får et godt samarbejde og kan løfte den store opgave, der stadig ligger foran os.«

Skal være innovative og fremsynede

Økologien har i 2021 sat mange vigtige milepæle bl.a. med etablering af Innovationscenter for Økologisk Landbrug og politisk indflydelse, lød det i den afgående formands beretning, men han havde også sine forbehold.

»Vi skal ikke hvile for længe ved pælen. For vi oplever, at økologien i stigende grad anses som en hygiejnefaktor. Det er noget vi i høj grad selv bærer et ansvar for. Vi har gennem årene fokuseret på at tydeliggøre ø-mærket frem for at fremhæve økologiens iboende dynamik og bæredygtige fundament«, sagde Per Kølster, som opfordrede økologerne til også fremover at være innovative og fremsynede.