Karna Maj er køkkenhavens ukronede dronning

Karna Maj var i mange år en særdeles kyndig redaktør på bladet Praktisk Økologi og det populære site Havenyt.dk. Nu helliger hun sig sine egne bugnende bede og sin egen blog Havelyst.dk. Foto: Ulla Skovsbøl

Karna Maj har i mere end 20 år brugt sin usædvanligt store ekspertise i grønsagsdyrkning som redaktør for bladet Praktisk Økologi og  det populære site Havenyt. Nu helliger hun sig sin egen køkkenhave og bloggen Havelyst.  


Af Ulla Skovsbøl, journalist

ØKOLOGI – »Kom, så skal du se melonerne!«

Sigismund Maj på fire år løber ivrigt foran gennem sin mormors have,  smutter forbi ærtehegnet med de struttende grønne bælge og fennikeltoppe, der er lige så høje som han selv, snupper et par store modne hindbær på vejen, hopper ad den smalle flisegang om bag de høje stangbønner og sætte sig på hug idet grønne halvmørke under majsen:

»Se derinde!«  Mellem majsplanterne sender meloner og hokaido lange arme ud til højre og venstre med blomster, der snart kan blive til store runde haloween-hoveder. »De bliver kæmpestore«, nikker han. 

Sigismund, den lille guide i Karna Majs have, er heldig. Der findes ikke mange mormor-haver så fulde af fascinerende sanseoplevelser for små øjne, fingre og smagsløg som hans mormors have.

Selvforsynende økohave

Karna Maj er om nogen den ukronede dronning af køkkenhaven i Danmark. I mere end 40 år har hun været eksponent for den økologiske selvforsyningshave – uanset om det har været oppe i tiden eller ej. Hun har dyrket grønsager, så længe hun kan huske. Som barn på forældrenes husmandssted ved Vejle og siden begyndelsen af 1970erne på det nedlagte landbrug ved Nakskov på Lolland, hvor hun bor med sin mand Flemming Plouman Jensen.

Mest er hun dog kendt i havekredse som en særdeles kyndig redaktør på bladet Praktisk Økologi og som opfinder og udvikler af det populære site Havenyt.dk. Men sidste år trak Karna Maj sig tilbage fra Praktisk Økologi, hvor hun har været ansat siden 1992.  Nu helliger hun sig sine egne bugnende bede og sin egen blog Havelyst

Køkkenhaven er in igen

Karna Maj går som redaktør på et tidspunkt, hvor køkkenhaven og grønsagsdyrkning igen er blevet populært efter i mange år at have været dømt ude og overlader scenen til yngre arvtagere.

»Jeg troede næsten, jeg skulle blive den sidste grønsagsdyrker i Danmark. Men nu er udviklingen jo virkelig vendt, og folk begynder at interessere sig for at dyrke grønsager igen«, siger hun.

Urban gardening er blevet et kæmpe hit og pallerammer det nye sort. Grow-you-own-bølgen om for længst er skyllet ind over storbyerne i USA, UK og mange andre lande, er langt om længe også for alvor kommet til Danmark, og den spiselige have er igen blevet populær.

Det har den dog altid været hos Karna Maj. Hendes have er stort uden pynteplanter, fliserne er kun til helt smalle gange mellem bedene, som sikrer, at man ikke træder i den gode jord, hvor planterne skal gro, grusbelagte stier er bandlyst og græs er der næsten ikke: Kun et smalt bælte ud mod hækken om haven.

Men det ryger snart. Drivhuset er propfuldt og ikke stort nok til alle udplantningsplanterne i det tidlige forår, så fra næste år vil et nyt tunneldrivhus beslaglægge den sidste smalle stribe græs.

Sigismund, den lille guide i Karna Majs have, er heldig. Der findes ikke mange mormor-haver så fulde af
fascinerende sanseoplevelser for små øjne, fingre og smagsløg som hans mormors have. Foto: Ulla Skovsbøl