Italiens oliegigant vil udfase brugen af palmeolie i diesel til biler

Den italienske olie-gigant Eni meddelte i går, at den vil udfase brugen af palmeolie. Foto: Colourbox

Den italienske oliegigant Eni meddelte i går, at den vil udfase brugen af palmeolie og biprodukter senest i 2023. Det er et skridt i den rigtige retning, siger Transport & Environment.

TRANSPORT – Den italienske olie-gigant Eni meddelte i går, at den vil udfase brugen af palmeolie og dens biprodukter senest i 2023. Det skete i et skriftligt svar til et medlem af den europæiske miljøorganisation Transport & Environment.

Miljøorganisationer har i årevis aktioneret mod rovdriften på palmeolie, fordi det forårsager skovrydning i stor stil, og kritikken fik sidste år EU til at vende tommelfingeren nedad og stemple brugen af palmeolie som uholdbar. Palmeolien vil som en konsekvens ikke længere modtage offentlig støtte.

Et skridt i den rigtige retning

»Dette er et skridt i den rigtige retning for at beskytte verdens resterende regnskove, vores klima og orangutangerne, siger Cristina Mestre, biofuels manager hos Transport & Environment .

»For at sikre, at Eni opfylder sit løfte, opfordrer vi den italienske regering og parlamentsmedlemmerne til at indstille al støtte i 2021 til diesel lavet af palmeolie og sojadiesel, som er en anden olieafgrøde, der forårsager skovrydning«, fortæller hun.

Næsen to tredjedele af Europas forbrug af palmeolie, bliver brændt af som energiafgrøde, og Italien er Europas anden største producent af biodiesel baseret på palmeolie. Det meste stammer fra Indonesien og Malaysia.

Kan være mere ambitiøse

I henhold til direktivet om vedvarende energi II vil brugen af ​​palmeolie i diesel gradvist blive reduceret fra 2023 og med nogle få undtagelse skulle den gå i nul i 2030.

Ifølge Transport & Environment vil lovgivningen give de enkelte EU-lande mulighed for at være mere ambitiøse og indstille promoveringen af ​​palmeolie som tilsætning til diesel tidligere.

Den italienske regering er netop nu i færd med at gennemføre EU’s direktiv om vedvarende energi II og integrere direktivet i den nationale lovgivning. Italiens parlament drøfter snart de nationale foranstaltninger, der vil fjerne incitamenter til at bruge palmeolie i biodiesel for at overholde EU-lovgivningen, oplyser den europæiske miljøorganisation.

Rovdriften efter palmeolie går især hårdt ud over regnskove i Malaysia og Indonesien.