Ida Marie og tre andre aktivister i aktion ved olieplatform i Nordsøen

Ida Marie Olsen: Det er med en blanding af frustration og håb, at jeg deltager i denne protest. Da jeg startede som frivillig i Greenpeace for halvandet år siden, var det fordi jeg oplevede, at vi behandler vores omgivelser helt uretfærdigt. Jeg er frustreret over, at det kan være så svært at skabe de bæredygtige beslutninger, der er så ligetil. Jeg håber, at jeg kan være med til at gøre en forskel og påvirke de politiske beslutninger, så vi kan få en bedre verden. Foto: Andrew McConnell / Greenpeace

»Vi skal være modige nok til vise vejen og stoppe med at lede efter nye fossile brændsler«, siger Ida Marie Olsen, der er 21 år og en af de fire aktivister, der deltager i en aktion ved olieplatformen Dan Bravo, hvor de første dråber olie blev pumpet op i 1972

KLIMA – Tidligt i morges forlod fire klimaaktivister Greenpeace-sejlskibet Rainbow Warrior, der lige nu befinder sig ved det olieproducerende Dan-felt i den danske del af Nordsøen. 

De fire begav sig derefter ud på en udfordrende 500 meter lang svømmetur med kurs mod olieplatformen Dan Bravo, der ligger cirka 210 km vest for Esbjerg.

Det var her, den første dråbe olie blev hevet op af den danske undergrund i 1972, og herfra kræver aktivisterne nu, at afviklingen sættes i gang. Først med et stop for ny oliejagt, siden med den hurtigst mulige udfasning af produktionen og en storstilet udbygning af havvind.

Netop beslutningen om, hvorvidt der skal gives tilladelse til ny olie- og gasefterforskning i Nordsøen, i form af den såkaldte 8. udbudsrunde, har regeringen udskudt i over et år, og nu har aktivisterne mistet tålmodigheden, oplyser Greenpeace Danmark.

»Jeg svømmer i dag for at vise politikerne, at jeg og mange andre ikke mener, Danmark kan sole sig i at være et grønt foregangsland, hvis vi ikke er modige nok til vise vejen og stoppe med at lede efter nye fossile brændsler«, siger Ida Marie Olsen, der er 21 år og en af de fire aktivister, der deltager i aktionen.

»Det burde være så ligetil at træffe den her beslutning, men det er ikke sket endnu, og derfor er jeg taget herud som repræsentant for de mange danskere, der på grund af corona ikke kan gå i gaderne. Vi er mange, der er klar til at begynde vejen væk fra olie, og som forventer, at politikerne lægger en plan med det samme«, siger hun.

Ida Marie Olsen undervejs på sin 500 meter lange svømmetur. Ved at sige nej til ny oliejagt kan Danmark sende et kraftigt signal til omverdenen om, at vi tager Parisaftalen alvorligt og respekterer klimavidenskaben, siger Sune Scheller, der er kampagneleder for hav og olie i Greenpeace. Foto: Andrew McConnell / Greenpeace

Det kræver mod at sige stop

De fire aktivister håber, at de ved at skubbe deres egne grænser og svømme til en olieplatform hundredvis af kilometer fra land, vil inspirere regeringen og politikerne til også at vise det mod, det kræver, at sætte foden ned overfor olieselskaberne. De håber også, at den kan sætte et tiltrængt spot på den olie- og gasproduktion, som finder sted på de 55 platforme i den danske del af Nordsøen, og som gør Danmark til en af EU’s største producenter.

Svømmerne er de eneste, der kan komme tættere end 500 meter på Dan Bravo-platformen, der ligesom alle andre danske platforme er omgivet af en eksklusionszone, der forbyder fartøjer at nærme sig.

Med sig har de det fornødne udstyr og forsyninger til flere dage. De har også to smartphones i godkendte sikkerhedsbokse, så de kan kommunikere med omverdenen live fra aktionen.

Du kan følge svømmeturen live på Facebook: https://act.gp/fossilsorfuture