De første bliver vaccineret mod COVID-19

79-årige Leif Heiselberg, som bor på et plejehjem i Odense, blev den første i Danmark, som blev vaccineret mod COVID-19 Grafik: Pixabay

Efter det sværeste år siden Anden Verdenskrig, begynder der at være lys for enden af tunnelen, siger statsminister Mette Frederiksen.

COVID-19 – Efter det sværeste år for Danmark og i Danmark siden Anden Verdenskrig, så begynder der at være lys for enden af tunnelen. I dag begynder vi at vaccinere, det er fantastisk.

Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen kort efter, at de første vacciner blev givet klokken 9.00 søndag, 27 december 2020.

– Det er et kæmpe vendepunkt. Det er det for os, det er det for Europa, det er det for hele verden. Vaccinen kan ikke stå alene, der er stadig noget vi ikke ved om vaccinen, for eksempel om man kan smitte videre, selvom man ikke selv bliver syg, så vi skal blive ved med at bære mundbind, sagde statsministeren på et kort pressemøde.

Allerede i morgen bliver der leveret 38.000 doser af Pfizer/BioNTech-vaccinen til Danmark, og efterfølgende kommer der 48.000 doser hver uge.

Vaccinen, som skal gives to gange for at være effektiv og dækkende, bliver i første omgang givet til borgere i risikogrupperne og sundheds- og plejepersonale, skriver DR Nyheder.