Dansk politik er som en fransk komedie lige nu

Jakob Ellemann og Mette Frederiksen spiller hovedrollerne i den franske komedie, der i øjeblikket udspiller sig i dansk politik. Grafik: Colourbox

KOMMENTAR
Af Halime Oguz, tidligere medlem af Folketinget for SF

Der udspiller sig en fransk komedie i dansk politik i øjeblikket.Jeg forstår så godt, at de borgerlige vælgere føler sig ført bag lyset.

Den aggressive retorik om mink, ført an af især Jakob Ellemann og Sophie Løhde, der krævede Mette Frederiksens hoved på et fad, er nu med ministerbiler i udsigt til forhandling. Altså selvsamme ministerposter, som Sophie Løhde kraftigt understregede man ikke kunne købe Venstre med.

Og så en Løkke, der konsekvent understregede, at de kun ville pege på en statsminister, hvis man tog en advokatundersøgelse med.

Deres spin og agressive tone rammer nu dem selv som en boomerang, for hvordan pokker kan man først hævde, at det handler om retsstatsprincipper og tilliden til retssystemet, og dernæst vende på en tallerken, fordi der er ministerposter i udsigt?

Kravet om en advokatundersøgelse var efter min opfattelse snarere udtryk for politisk chikane end for en reel tro på, at man kunne få Mette Frederiksen for en rigsret.

Måske de skulle have ført en valgkamp, der havde handlet mindre om mink og mere om politik!