130.000 vil opleve de økologiske køer komme på græs

Glade økologiske køer løber ud på græsmarken. Pressefoto: Økologisk Landsforening

ØKODAG – I dag søndag vil man overalt i landet kunne opleve de økologiske køers glæde, når de for første gang i år bliver lukket på græs. Og for første gang siden 2019 er der publikum ude på gårdene. 130.000 har booket billet til Økodag. Det bliver en dag med god dyrevelfærd og oplevelser for både børn og voksne, lover Økologisk Landsforening.

»Nu er Økodag her endelig. Det er dagen, der sparker forårssæsonen i gang i det økologiske landbrug. Jeg glæder mig til at komme ud og opleve dagen sammen med voksne og børn fra nær og fjern og dele glæden ved den gode dyrevelfærd, der er i det økologiske landbrug«, siger Louise Køster, forperson for Økologisk Landsforening.

Live på facebook

Hvis man ikke kan være med i et af de mange arrangementer ude på de økologiske landbrug, kan man i stedet følge det live på facebook. I år er det fra Hedegaard i Aulum, hvor Micki Cheng er vært sammen med gårdens børn.

»De to seneste år har vi oplevet en overvældende interesse for vores online-Økodag. Vi er nået næsten hele verden rundt, blandet andet takket være de danske ambassader. Men der kan også være andre grunde til, at man ikke kan komme ud til en gård. Vi vil dele Økodag med alle, så derfor sender vi live på Facebook«, fortæller Malene Jensen, projektleder for Økodag, Økologisk Landsforening.

Liven starter kl. 11.50 og varer, indtil køerne er lukket ud på græs.