1,3 mio. borgere kræver stop for landbrugsdyr i bure

Danmark vedtog sidste år en ny dyrevelfærdslov, der slår fast, at dyr er sansende væsener. Deres naturlige adfærd og behov skal respekteres. Alligevel er det stadig lovligt at fastlåse søer, der tilbringer en betragtelig del af deres voksenliv fikseret i trange tremme-båse, hvor de ikke kan vende sig og kun lige kan stå oprejst eller ligge ned. Dyrene er reelt i fængsel uden mulighed for at kunne gå eller løbe, og uden adgang til halm eller nogen form for adspredelse. Foto: World Animal Protection

LANDBRUG – Den kendte antropolog Jane Goodall og 142 videnskabsfolk fra hele verden kræver, at EU sætter en stopper for grise, høns og gæs bag tremmer i det europæiske industri-landbrug. De bakker op om en underskriftsindsamling mod landbrugsdyr i bure og bag tremmer. Mere end 1,3 millioner europæiske borgere har skrevet under.

For første gang er videnskabsfolk med ekspertise i landbrug og dyrevelfærd gået sammen i et fælles opråb til beslutningstagerne på det europæiske kontinent.

I brevet, der er rettet til toppen af EU-kommissionen under ledelse af kommissionsformand Ursula vJanon der Leyen, opfordrer forskere og professorer fra hele verden, Europas top-politikere til at forbyde burdyr under overskriften ‘End The Cage Age’.

Det er samme budskab som mere end 1,3 millioner borgere i EU-landene også har skrevet under på.

Klare videnskabelige argumenter

»Vi støtter den europæiske underskriftsindsamling, fordi det videnskabelige argument mod landbrugsdyr bag tremmer er klart: Industridyr har et dårligt liv med alt for lidt plads, hvor de er berøvet deres grundlæggende behov. Der er andre og langt bedre alternativer, og vi opfordrer derfor EU-kommissionen til at efterkomme det vi ved, er det eneste rigtige, nemlig at ingen landbrugsdyr fremover skal lide i bure«, skriver de 142 dyre-videnskabsfolk, der kommer fra hele verden.

Flest fra det europæiske kontinent, men også professorer og forskere fra USA, Canada, Hong Kong og Australien er blandt medunderskrivere på opråbet til EU.

Jane Goodall: Dyr er sansende væsener

Det mest fremtrædende navn på listen er den britiske dyreadfærds-ekspert, antropologen Jane Goodall, der er Fredsambassadør i FN og blandt andet kendt for sine videnskabelige undersøgelser af chimpansers adfærd og intelligens.

»Stadigt mere videnskabelig forskning understøtter, at selv fugle som høns er sansende væsener, der har følelser, og for eksempel kan opleve både nydelse og frygt,« fastslår Jane Goodall.

»Der er ingen tvivl om, at livet i et lille bur, er forbundet med stor lidelse, og derfor bør EU  sørge for lovgivning, der kan stoppe den grusomme behandling af industridyr,« vurderer den britiske videnskabskvinde Jane Goodall.

300 millioner dyr i Europas landbrug

Hvert år opfostres mere end 300 millioner grise, høns, køer, gæs, ænder og kaniner under klaustrofobiske forhold i Europas industrielle landbrug. Klemt inde bag tremmer i små bure, hvor de aldrig får opfyldt selv de mest simple fysiske og psykiske behov som kontakt med andre dyr, bevægelse, redebygning og leg.

Danmark vedtog sidste år en ny dyrevelfærdslov, der slår fast, at dyr er sansende væsener, hvis naturlige behov skal respekteres.

Alligevel er det stadig lovligt, at fastlåse søer, der tilbringer en betragtelig del af deres voksenliv fikseret i små tremme-båse, hvor de ikke kan vende sig, og kun lige kan stå oprejst eller ligge ned. Uden mulighed for at kunne gå eller løbe, og uden adgang til halm eller nogen form for adspredelse.

Et wakeup call til politikerne

»Videnskabsfolkenes opråb til EU-kommisionen og de næsten 1,4 millioner underskrifter mod burdyr i landbruget, bør være et øjeblikkeligt wakeup call til både EU og Folketinget«, siger Esben Sloth fra World Animal Protection Danmark.

»Det er uacceptabelt, at holde sansende og intelligente dyr i bur under de forhold med den viden vi har om dyrs behov og adfærd i 2021,«, siger han.