
Fjerkræavlere og hobbybesætninger i en radius af 10 km fra den smittede besætning bliver omfattet af restriktioner.
***
Der er fundet fugleinfluenza i en besætning i Fredericia. Det oplyser Fødevarestyrelsen.
Hele besætningen på 150.000 æglæggende høns skal aflives i dag onsdag, for at sikre at smitten ikke spreder sig.
Samtidig vil der blive etableret en beskyttelseszone rundt om gårdens besætning med en radius på tre kilometer og en overvågningszone med en radius på ti kilometer.
»Det er et stort tab og ærgerligt, at vi igen har fugleinfluenza i Danmark. I august kunne vi melde ud, at risiko for smitte fra de vilde fugle var faldet. Det er for tidligt at vurdere, om der er øget risiko for smitte, men det er efterår og sæson for fugletræk, så vores opfordring til fjerkræejerne er, at holde dyrene og deres foder på afstand af de vilde fugle, siger enhedschef Mette Kirkeskov Sie i Fødevarestyrelsen.
Det er første gang siden april i år, at en dansk fjerkræbesætning bliver ramt af den smitsomme sygdom.













