Thomas Erex elsker kikærter

Thomas Erex er helt vild med kikærter, og i hans nye kogebog skinner kærligheden tydeligt igennem.

6. januar udkommer Kærlighed & kikærter af Thomas Erex.

NY BOG – I morgen udkommer en ny bog, der hylder de proteinrige kikærter og deres mange anvendelsesmuligheder i den plantebaserede kost.

Kogebogen »Kærlighed & kikærter« af Thomas Erex er en hyldest til den lille kikært, som stammer fra Asien og Mellemøsten, men nu også dyrkes herhjemme.

De fleste kender den lille bælgfrugt fra falafel og hummus, men der er et væld af andre muligheder og smagsoplevelser med kikærter i køkkenet. De kan trylles om til vafler, romkugler, pålægssalat og meget mere.

Kogevandet kan piskes

Kikærter er rige på protein (ca 20 pct.), mineraler og kostfiber og har en nøddeagtig smag. Kikærter kan anvendes i gryderetter, salater, supper, postejer, hummus og falafel. Foto: Kragerup Gods

Men det er ikke kun kikærterne, der har mange anvendelsesmuligheder. Kogevandet fra kikærterne, aquafaba, kan erstatte æggehvide, piskes til skum og bruges til at lave lækre og smagfulde desserter som marengs, mousse og guf.

Bogens opskrifter er inddelt efter måltidstyper for kikærter kan bruges til både morgenmad og brunch, frokost og madpakker, aftensmad og gæstemad, sunde og søde snack og desserter.

Thomas Erex er kendt af mange fra sin blog, hvor han deler ud af sin viden om vegansk mad. Derudover er han forfatter til »Veganske livretter« og »Vegansk julemad« og har flere gange gæstet Go´morgen Danmark for at lave lækre, kødfrie retter i tv-køkkenet.

Kærlighed & kikærter
Forfatter: Thomas Erex
Forlag: Turbine
ISBN: 9788740666151
Sidetal: 126
Vejl. pris: 249,95 kr.
Udgivelsesdato: 6. januar 2021