Samfundet sparer milliarder, når vi cykler i stedet for at køre i bil eller bus

De samfundsøkonomiske gevinster ved cykling dobbelt så store som hidtil antaget. Foto: News Øresund – Johan Wessman.

Hvis du cykler én kilometer i stedet for at køre i bil, bus eller tog, sparer du samfundet otte kroner. Flere supercykelstier er én af de bedste investeringer, Danmark kan foretage, hvis det kan få flere til at cykle.

SUNDHED – Det kommer ikke bag på nogen, at det er sundt at cykle, men hvad der måske er mere overraskende er, at man sparer samfundet otte kroner hver gang man cykler en kilometer.

Besparelsen skyldes, at sundhedseffekterne er så store ved at cykle i stedet for at tage bilen, bussen eller toget. Ved at røre sig sænker man risikoen for at få en lang række sygdomme, herunder type 2-diabetes, hjertesygdomme og flere former for kræft.

Det skriver Politiken lørdag på baggrund af nye beregninger, som Transport- og Boligministeriet har fået foretaget.

– Hvis man gennem investeringer i eksempelvis flere supercykelstier kan få flere til at cykle, så vil det være en af de bedste investeringer, man kan lave i samfundet overhovedet, siger Jeppe Rich til avisen.

Sundhedsgevinsten dobbelt så stor

Ifølge avisen er de samfundsøkonomiske gevinster ved cykling dobbelt så store som hidtil antaget. Her til morgen bekræfter Transport- og Boligministeriet de nye opsigtsvækkende beregninger, som viser, at sundhedsgevinsten ved cykling er højere end de hidtidige beregninger har vist. Sundhedsgevinsten er højere både for den enkelte cyklist, men også for samfundet som helhed, understreger transportminister Benny Engelbrecht.

– Sundhedsgevinsten for samfundet af flere tramp i pedalerne er mere end dobbelt så stor, som vi hidtil har regnet med. Det er en vigtig faktor at have med i de videre forhandlinger om fremtidens grønne mobilitet, og der er ikke tvivl om, at cyklerne vil være en del af forhandlingerne, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Fysisk aktive mennesker har mindre risiko for at få eksempelvis type 2 diabetes. Risikoen for at blive ramt af type 2 diabetes er 45 procent højere for inaktive mennesker, end hvis man er tilstrækkelig fysisk aktiv.

Årligt er omkostningerne ved tabt produktion alene for type 2-diabetes ca. 1,3 mia. kr., og behandlingsomkostningerne til patienter med type 2-diabetes udgør ligeledes årligt ca. 1,5 mia. kr.

En forbedring af sundheden vil derfor ikke alene gavne den enkelte, som har en mindre risiko for at blive syg, men samfundet som helhed bliver også rigere, understreger ministeren.

Mindre sundhedsgevinst ved elcykler

I forbindelse med de nye beregninger af sundhedsgevinsten ved cykling er der for første gang lavet tilsvarende beregninger på elcykler, som i mange familier er et alternativ til at købe bil nummer to.

Sundhedsgevinsten er ifølge Transportministeriet mindre, men stadig ganske betydelig, selvom der er lidt medvind i pedalerne. Det kan på den anden side også give mod på at bruge cyklen på lidt længere afstande.

– Selvom der er en motor, der giver et par ekstra kilometer i timen, så har en tur på en elcykel stadig stor effekt både for den enkeltes sundhed og for hele samfundet. Beregningerne af sundhedsgevinsten ved cyklisme taler for vigtigheden af at sikre gode forhold for cyklisterne, både dem med og uden elmotor, siger transportminister Benny Engelbrecht.