Når politikere landet over skal krydse klinger i det kommende kommunalvalg, er det samtidig anledningen for at sætte et nyt krav i valgkampen: Bæredygtige og plantebaserede fødevarer skal være et parameter i de offentlige udbud.
Sådan lyder opfordringen fra fødevareminister Rasmus Prehn (S) i et interview med FødevareWatch.
»Det er oplagt, hvis vi bruger det kommunale og regionale valgår til ude i regioner og kommuner at tage en diskussion af, hvad er det for et udbud, som vi vil have i vores kommunale og regionale kantiner,« siger Rasmus Prehn, der bl.a. nævner sygehuse og uddannelsesinstitutioner som mulige slutdestinationer.
»Jeg håber, at det er et krav, der kommer op i valgkampen og fylder noget, at når man går ind i en offentlig kantine, skal det være muligt at spise et fuldt nærende måltid, som er plantebaseret,« uddyber han.
»Det skal ikke være dette med, at er du vegetar eller veganer, kan du bare gå hen i salatskålen, hvor der så er noget iceberg eller agurk – og så er det dét«, siger fødevareministeren til FødevareWatch.