Q8 bliver førende indenfor lynopladning af elbiler

Q8 vil installere lynopladere til elbiler langs vejene i Danmark og Sverige. Foto: Q8

Q8 vil etablere lynopladere på alle de bemandede Q8-servicestationer i Danmark i løbet af de kommende fem år. Strømmen bliver 100 procent vedvarende energi.

TRANSPORT – Elektrificeringen af den danske bilpark går hurtigt og skal fremover gå endnu hurtigere. Derfor har Q8 som en del af OKQ8 Scandinavia slået sig sammen med det svenske elværk Skellefteå Kraft om at etablere lynladere (HPC) på de bemandede Q8-servicestationer i Danmark i løbet af de kommende fem år. Installationen af opladerne begynder i foråret 2021.

– Vi satser hårdt på flere forskellige løsninger for at muliggøre en bæredygtig omstilling af transport og bilisme i Danmark. Elektrificering er én af de teknologier, som, vi ved, bliver en stor del af løsningen, og derfor vil vi sikre tilgængelighed for vores kunder over hele Danmark. Vi tror, at der skal sikres rimelig infrastruktur nu, hvis vores kunder skal føle sig trygge ved at tilvælge en elbil næste gang, de skal have ny bil, siger Helle Dahlgren Skov, som er direktør for Retail & Associations i Q8.

De fleste, der har elbil oplader hjemme eller på arbejdspladsen, men der er et stigende behov for opladning på farten. Q8 vil installere ca. 300 opladningspladser på minimum 108 stationer langs de danske veje.

I første omgang vil virksomheden prioritere de bemandede Q8-servicestationer. Effekten kommer til at ligge fra 150 kW, og det er væsentligt højere end de nuværende omtrent 50 kW på en almindelig hurtigoplader. Etableringen af lynladerne kommer til at ske løbende frem til 2026.

– Planen er, at vi skal sikre 78 opladningspladser inden for de næste to år, men hvis vi ser, at behovet overstiger det niveau, så vil vi eskalere udrulningen hurtigere og eventuelt sikre en højere kapacitet på udvalgte stationer. Vores ambition er, at vi på sigt skal kunne tilbyde el-løsninger til alle vores kunders behov – inkl. hjemmeladning og specialiserede løsninger til erhverv, siger Helle Dahlgren Skov.

Vedvarende energi

Udover udbredt tilgængelighed er betalingsløsningen også en vigtig faktor i forbindelse med etableringen af ladenetværket. Målet bygger på enkelthed, gennemsigtighed og at betalingen kan foregå på en måde, der ikke er alt for langt fra, hvordan man normalvis betaler ved benzinpumpen.

Elektriciteten er desuden 100 % vedvarende, noget der var afgørende i indgåelsen af aftalen med Skellefteå Kraft, som står for leverancen af el.

– Det er en fantastisk følelse, at vi med denne store satsning kan kombinere vores vedvarende energi og vores viden og erfaring med at bygge ladeinfrastruktur med Q8’s veletablerede virksomhed for på den måde at muliggøre en bæredygtig omstilling for fremtidens rejsende, siger Patrik Grantås, affärsområdeschef marknad, Skellefteå Kraft.

Aftalen er en del af Q8 og OKQ8 Scandinavias strategiske målsætning om, at alle deres aktiviteter samt de produkter, de sælger, samlet set skal være klimaneutrale i 2045.

Om Skellefteå Kraft og aftalen

Skellefteå Kraft er et af Sveriges fem største elproducenter og størst blandt de kommunalt ejede elværker. Produktionen sker i Nordsverige, og de har egne produktionsanlæg for vindkraft, vandkraft, varme og bioenergi.

Samarbejdet er godkendt af Skellefteå Krafts bestyrelse samt de kommunale ejere og kommunalbestyrelsen. Projektet er desuden godkendt i OKQ8 Scandinavias bestyrelse. Endeligt skal kommunale fuldmægtige godkende projektet, og Q8 forventer at kunne starte planlægningen i januar 2021.

Den skandinaviske aftale kommer til at indebære mindst 1.100 opladningspladser på ca. 400 Q8 og OKQ8-stationer langs vejene i Danmark og Sverige.


FAKTA om Q8 i Danmark

  • Ca. 1.600 medarbejdere
  • 13,8 % markedsandel, brændstof (Q8/F24)
  • Ca. 240 stationer i Danmark
  • 5 mia DKK i omsætning ekskl. moms og afgifter
    Kilde: Q8