Økologien tog et tigerspring i 2020

Salget af økologiske fødevarer er vækstet med næsten 2 mia. kr. på kun et år. Udviklingen tilskrives forbrugernes fokus på bæredygtighed. Foto: Moment Studio

Vi købte økologiske fødevarer for 16 milliarder kroner sidste år. Det er en fremgang på 14 procent og den største salgsstigning nogensinde for økologien. Tre ud af fire køber økologi mindst én gang om ugen.

Flere danskere har i 2020 lagt økologi i indkøbsvognen, og vi bruger også flere penge på fødevarer mærket med det røde ø. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Salget af økologiske fødevarer er på kun et år steget med knap to milliarder kroner, så den samlede omsætning går fra 14,1 mia. kr. i 2019 til 16 mia. kr. i 2020. Det er den største vækst i salget af økologiske fødevarer nogensinde.

»Først og fremmest skyldes væksten forbrugernes ønske om at spise mere bæredygtigt og købe fødevarer, der er produceret med tanke for dyrevelfærd og uden brug af syntetiske pesticider. Det er tydeligt, at corona-krisen har bidraget til danskernes øgede fokus på omsorg for både sig selv, sine nærmeste, dyr og natur«, siger markedschef for detail, Henrik Hindborg, fra Økologisk Landsforening.

Tre ud af fire køber økologi

En analyse foretaget på baggrund af data fra dagligvarehandlen viser, at tre ud af fire danskere køber økologiske varer en gang om ugen. For blot få år siden var det kun hver anden.

»Vi har ikke tidligere oplevet, at forbrugerne har ændret så radikalt adfærd på så kort tid. Det er en naturlig konsekvens af den bevidsthed, som breder sig i befolkningen om, hvor stor betydning vores fødevarer har for vores velbefindende, natur, drikkevand og dyrevelfærd«, siger han.

Frugt og grønt topper hitlisten med den største fremgang. Salget af økologiske bananer er mere end fordoblet på et år. Det skyldes især, at de fleste store detailkæder har udfaset salget af ikke-økologiske bananer i 2020 for at undgå bananer, der er sprøjtet med de farlige sprøjtegifte chlorpyrifos og chlorpyrifos-methyl.

Plantedrikke er vokset med 39 pct.

Generelt er salget af økologisk frugt og grønt steget med 21 pct. på et år med en omsætning på 5,8 mia. kr. Det er næsten tre gange større end omsætningen i 2015 på 2,0 mia. kr.

Derudover er varer som plantedrikke vokset med 39 pct., kål med 26 pct. og det seneste års store bagedille slår også igennem på salget af økologisk mel, som er vækstet med 28 pct.

»Mange nye forbrugere har taget økologien til sig, og det peger på, at vi i de kommende år også vil opleve stor vækst i salget af økologiske fødevarer. Det er et stærkt afsæt for Økologisk Landsforenings målsætning om 30 pct. økologi i 2030«, siger Henrik Hindborg.

Uafbrudt fremgang siden 2003

Det økologiske fødevaresalg er vokset markant, siden de første økologiske gulerødder for første gang kunne købes i nogle få Coop butikker i 1981. Danmarks Statistik offentliggjorde i 2003 for første gang tal for det samlede salg af økologiske fødevarer, og tallene viser en uafbrudt fremgang, siger Kirsten Lund Jensen, økologichef i Landbrug & Fødevarer.

»Danskernes stigende appetit på økologiske fødevarer er et godt signal at sende til de landmænd og virksomheder, som dagligt bestræber sig på at producere et varieret udbud af økologiske fødevarer. For nye landmænd, som gerne vil prøve kræfter med økologien, er det også helt afgørende at der er afsætning for varerne«, siger hun.