Krav om mundbind i al kollektiv transport

En del af de mange smittede i Hjørring Kommune har direkte relation til de smittede minkfarme. Det er dog langt fra alle. Grafik: Pixabay

På baggrund af Sundhedsstyrelses anbefalinger indfører regeringen nu krav om mundbind eller visir i al offentligt og privat kollektiv transport, taxi og færger.

COVID-19 – Fremover skal alle rejsende over 12 år i den kollektive trafik, færger og taxi bære mundbind eller visir. Kravet gælder også de ansatte, der har passagerkontakt.

Det har regeringen besluttet på baggrund af, at Sundhedsstyrelsen nu anbefaler krav om mundbind i den kollektive transport i hele landet og på alle tider af døgnet.

Det landsdækkende krav svarer i store stræk til den ordning, der for tiden gælder i kollektiv trafik i Aarhus og de omkringliggende kommuner, oplyser transportminister Benny Engelbrecht.

– Jeg er meget tilfreds med Sundhedsstyrelsens nye anbefaling, for den vil gøre livet lettere og mere trygt for passagerne i den kollektive trafik. Det er ikke længere op til den enkelte at vurdere, om der er så meget trængsel, at man bør tage mundbind på. Det er bare sådan det er, fastslår han.

– Vi ved fra mange af vore nabolande, at selvom det kan føles lidt særpræget de første par minutter, så vænner man sig i reglen hurtigt til det, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Reglerne træder i kraft lørdag den 22. august, og der vil blive udarbejdet en detaljeret bekendtgørelse inden da. Det er dog opfordringen, at man allerede nu bruger mundbind eller visir på sin rejse.