Kartoflen hyldes ved langbordsmiddag midt på Istedgade

Kartofler er en både sund og klimavenlig spise. Foto: Pressefoto: Copenhagen Cooking / Sophie Due Rasmussen

Distortion, Meyers og Copenhagen Cooking slår 1. juni rødder midt på Istedgade og hylder kartoflen ved en langbordsmiddag under åben himmel.

***

Under madfestivalen Copenhagen Cooking i august får kartoflen et gevaldigt kram og en ubestridt hovedrolle i ambitionen om at gøre den ydmyge knold sexet igen. Frem til festivalen spirer det løbende med kartoffelevents i byen, og under Distortion har Copenhagen Cooking og Meyers slået sig sammen i en ekstraordinær kartoffelhyldest.

Tidligere regerede kartoflen som rygraden i danskernes basiskøkken, men familiefavoritten er de senere årtier blevet fortrængt for lette måltidsløsninger, og har ydermere båret på et urimeligt blakket ry som værende usund. Forskere og ernæringseksperter har gang på gang tilbagevist påstanden, og nu skal sandheden helt frem i lyset, hedder det i en pressemeddelelse fra Copenhagen Cooking.

»Kartoflen er fuld af smag, billig, den mætter, strutter af virilitet og er god for både krop og klima – og så vokser den overalt i vores jord«, skriver de glade madentusiaster.

Claus Meyer: Poetisk retfærdighed
En af kartoflens forkæmpere er Meyers, der har komponeret en 4-retters vegetarisk menu med kartoflen i centrum, hvor dens alsidighed og velsmag vises i al sin herlighed. Menuen byder på klassiske danske råvarer i sæson med referencer til både det koreanske og nordiske spisekammer.

»Kartoflen er for de fleste lig med hverdag, men selv elsker jeg kartoflen, også til fest. Bagte, knuste, smørstegte kartofler. Nye, lune, let underkogte kartofler med løvstikkevinaigrette. Kartoffelmadder, blød mos med muskat, mælk og smør, triplestegte fries, tortilla og røsti. Hold kæft, det er godt. At kartoflen så endda indeholder betydelige mængder af kostfibre, vitaminer og mineraler og har et væsentligt lavere klimaaftryk end pasta og ris er bare et udtryk for poetisk retfærdighed«, siger Claus Meyer.

Hos Copenhagen Cooking glæder festivaldirektør, Katja Seerup Clausen, sig over samarbejdet med Distortion og Meyers.

»At skabe ekstraordinære oplevelser i byrummet for københavnerne er jo det, vi som festival er sat i verden for, og når
det sker i samarbejde med to ligesindede, kan det kun blive magisk«, siger hun.