Hvorfor taler sundhedsministeren aldrig om sundhed?

Mandelfrikadeller med kartofler og spidskålssalat. Foto: Kirsten Skaarup

Sundhedsministeren har spildt en enestående chance for at formidle nogle simple råd om sundhed og ernæring, motion og hvile. Mange mennesker har været skræmt fra vid og sans i løbet af corona-pandemien og dermed været top-motiverede for at ændre vaner.

Af Kirsten Skaarup, forfatter og madskribent

Måske har jeg været uopmærksom, men under hele corona-epidemien har jeg ikke én eneste gang hørt sundhedsminister Magnus Heunicke, læger eller andre eksperter tale om sundhed, om at booste sit immunsystem.

En sund levevis og et stærkt immunsystem er ganske vist ingen garanti mod smitte af covid-19. Men meget tyder på, at immunsystemet har betydning for, hvor alvorligt covid-19 udvikler sig. Og immunsystemet opbygger vi blandt andet via sund kost, motion og god søvn.

Mens ministeren jonglerede med kurver, mundbind og håndsprit, havde det været sund fornuft også at fortælle den danske befolkning, hvor meget vores levevis betyder for vores immunsystem, modstandskraft mod sygdom og generelle sundhed.

Jo sundere, vi er, hvis sygdom rammer, desto bedre kan vi komme igennem den.

Sundhedsministerens enestående chance

Sundhedsministeren har spildt en enestående chance for at formidle nogle simple råd om sundhed og ernæring, motion og hvile. Mange mennesker har været skræmt fra vid og sans og dermed  været top-motiverede for at ændre vaner.

Vi kunne have taget et kæmpeskridt mod generel sundhed, hvis Sundhedsministeriet havde produceret TV med råd  og opskrifter til sunde madvaner, motion etc. Tilmed har mange mennesker været mere hjemme og dermed haft mere tid til madlavning og motion.

De gode ideer burde have været rettet til både børn og voksne og været placeret i bedste sendetid på TV.

Eksperterne kunne have vækket befolkningens smagsløg med fortællinger om de lækre planters sygdomsforebyggende virkning – og de store smagsoplevelser, som findes i kærligt og krydret mad lavet med naturlige råvarer. Om den fysiske og psykiske nydelse, som sund og lækker mad tilbyder. Og om glæden ved motion og de store fordele ved sund søvn. Kort sagt: glæden ved at leve i en sund krop.

Sund mad giver overskud på klimakontoen

Netop det at ændre danskernes vaner i en sundhedsfremmende og bæredygtig retning kunne have været en lærdom, vi kunne have taget med os – det kunne have været én af de vigtige ting, vi havde lært af epidemien. Tilmed ville sundere madvaner give et stort overskud på klimakontoen. Altså: win-win!

I Politiken den 9. september udtaler ministeren, at den perfekte storm truer, altså risikoen for et nyt stort udbrud af covid i løbet af vinteren. Så Magnus Heunicke, måske kan du endnu nå at fortælle den danske befolkning, hvad vores valg betyder for et stærkt immunforsvar.

Opbygning af en sund krop er nemlig et langt sejt træk. Så jo før vi kommer i gang, desto bedre. Og der er penge at spare. Mange velfærdssygdomme kiog overvægt ville nemlig samtidig kunne nedsættes.

———-

Hvis du savner ideer til sund og opbyggende mad, ligger der 2.000 opskrifter på Kirstens blog: kirstenskaaup.dk.