Hvordan Dan Jørgensen har tænkt sig at koble et elkabel på en ko og den særlige klimabelastende landbrugsjord for at trylle begge dele CO2-neutrale, har jeg ikke fantasi til at forestille mig.
K O M M E N T A R
Af Marianne Bigum, miljøingeniør, formand for SF’s klima, natur- og miljøudvalg
KLIMA – Dan Jørgensen er på TV2 News lige nu og interviewes om Socialdemokratiets klimapolitik og dagens klimaudspil.
Det er ærlig talt bedrøvende og trist. Jeg er virkelig skuffet. Tænk at en klimaminister så insisterende nægter at skelne mellem sorte og grønne arbejdspladser.
At han så insisterende ikke vil forholde sig til, at man ikke bare kan lave mere grøn energi og så er de klimaproblemer løst. Klip, klap, færdig.
At han absolut nægter at forholde sig til, at landbruget og transportsektoren altså også skal skrue ned for klimaforureningen.
Jeg er spændt på Power-to-x
Jeg er meget spændt på Power-to-x, men der går alt andet lige en del tid, før teknologien er klar, og endnu længere før den finder vej ud i transportsektoren. Og hvordan Dan har tænkt sig at koble et elkabel på en ko og den særlige klimabelastende landbrugsjord for at trylle begge dele CO2-neutrale, har jeg ikke fantasi til at forestille mig.
Ideen med CO2-afgiften er jo, at den kan drive klimaforureningen ned på tværs af sektorer. Det vil han så heller ikke begynde arbejdet på – af principielle årsager med henvisning til covid-19. Også selvom han jo kunne starte med en langsom indfasning.
Nu har vi ventet så længe
Men når nu S ikke vil den vej, så burde regeringen lægge andre forslag frem, som kunne mindske klimaforureningen på den korte bane indenfor landbrug og transport.
Nu har vi ventet så længe. At regeringen ikke lægger en sammenhængende plan for alle sektorer frem, men i stedet dukker op med show cases, som virker til primært at være valgt, fordi de gør sig godt på reklamepapir og i New York Times er simpelthen for useriøst.