Hold ferie på toppen af Rotterdam – byen med haver på tagene

Brunch på restauranten Op het Dak, som ligger på toppen af en gammel kontorbygning fyldt med små iværksættervirksomheder. Foto: Ulla Skovsbøl

Storbyferie i Holland er for de fleste lig med en tur til Amsterdam. Men hvorfor ikke prøve noget nyt og udforske landets næststørste by, Rotterdam? Byens mange tage er omdannet til taghaver med restauranter, økologi, urban farming og stier.

Af Ulla Skovsbøl, journalist

Rotterdam har et lidt kedeligt ry. Navnet klinger af himmelstræbende beton og storby uden sjæl og med en gigantisk containerhavn. I Amsterdam rynker de på næsen af lillebror mod syd:

Hvorfor spilde feriedage dér, når man kan bruge dem i deres egen elskede gamle kanalby? Men Rotterdam er bedre end sit rygte, og vil man bruge en enkelt dag på at afprøve påstanden, kan man for ca. 200 kr. købe en returbillet til hurtigtoget Intercity Direct og nå Rotterdam på en halv time både fra Amsterdam Central og fra Schiphol Airport.

Så snart man står af toget, bliver man mødt af den spændende, nye arkitektur, som præger byen. Det begynder allerede med banegården.  Rotterdam har de seneste 30 år satset på nyskabende og tit eksperimenterende arkitektur, og byen er fuld af fascinerende og overraskende moderne bygninger.

Den triste forhistorie er, at Rotterdams historiske centrum stort set blev udraderet af tyske bombardementer i maj 1940, da landet blev besat. Titusinder mistede hus og hjem, og i de første årtier efter krigen drejede det sig først og fremmest om at få bygget en masse boliger uden særlige hensyn til æstetik og arkitektonisk kvalitet. Men i 1980erne blev kursen lagt om.

I de senere år har bystyret også været optaget af at gøre byen grønnere – ikke mindst Rotterdams fjorten kvadratkilometer flade tage, som i stor stil er ved at blive omdannet til taghaver.

1.  Brunch på Op het Dak

Ti minutters gang fra banegården ligger en af Europas største taghaver med offentlig adgang.  Start dagen med brunch på taget med udsigt til Rotterdams skyline. Restauranten Op het Dak ligger på toppen af en stor klodset kontorbygning fyldt med små iværksættervirksomheder.

En af dem er Dak Akker, der har anlagt taghaven. Dak Akker leverer økologisk frugt og grønt til restauranten og er et eksperimentarium for urban farming og klimatilmasning. Det kan man læse om på plancher i opgangen og se i praksis, mens man drikker sin smoothie med bær fra haven og spiser sin brunch dekoreret med blomster og urter, der har vokset lige ved siden af tagterrassen.

Op het Dak, Schiekade 189, 3013 Br. Rotterdam.

2.  Den gule bro – Luchtsingel

Når man igen står nede på gaden, springer en særpræget, gulmalet fodgængerbro af træ i øjnene. Det er Luchtsingel. Den forbinder banegårdsområdet med den nordlige del af centrum. På den farvestrålende bro går man fredeligt, hævet over trafikken. Hvis man tager sig tid til den 390 meter lange spadseretur ad Luchtsingel, ender man på et andet interessant tag oven på den nu nedlagte togstation Hofplein.

Luchtsingel – FRA Schiekade 189 til den nedlagte Station Hofplein

To unge kvinder i færd med at male Den gule bro til Lucht Singel. Foto: Ulla Skovsbøl

3.  Station Hofplein og Highline Rotterdam

På taget af Station Hofplein kan man hænge ud på de gamle perroner, men der kommer ikke længere tog. Stationen lukkede i 2010, og banearealet oven på jernbaneviadukten er ved at blive omskabt til et rekreativt, grønt område. Det er allerede nu et fint sted til picnic med byudsigt, og her er en stor have, hvor frivillige står for urban farming. I løbet af et par år skal selve det nedlagte jernebanespor, der går mod nord fra stationen, omdannes til en ca. to kilometer grøn gang- og cykelsti ud til Rotterdams polder. Forbilledet er Highline New York.

Station Hofplein, Raampoortstraat 30, 3032 AH Rotterdam

Taghave i Rotterdam med skyskrabere i baggrunden. Foto Ulla Skovsbøl

4.  BIRD Garden og Food Yard

Det kan betale sig også at kigge under den gamle jernbaneviadukt ved Station Hoplein. Dernede er et hipt miljø med kaffebarer og restauranter i arkadebuerne. Det er f.eks. Restaurant De Jong med grøn mad af råvarer fra egen køkkenhave og lokale producenter.

Her ligger også BIRD med jazzklub, restaurant og ikke mindst BIRD Garden med udendørs servering, hvor man kan slænge sig i en liggestol med sin cocktail eller specialøl. Hver fredag sommeren igennem er det streetfood-dag, Food Yard, med diverse madboder og lange fællesborde i det fri.

BIRD restaurant, club and garden 

5. Taghavernes dag i juni

Grønne tage og taghaver indgår i Rotterdams indsats for klimatilpasning, og ind til videre er 270.000 kvadratmeter triste, flade tage blevet omdannet til haver. De bliver brugt til alt fra urban farming over prydhaver til private golfbaner. De fleste er private, men én gang om året holder byen ”Åben taghave” med offentlig adgang til 50-60 taghaver rundt om i byen. Det er altid den første weekend i juni.

Se mere på Rotterdamse Dakkendag

Journalisten var inviteret af turist- og erhvervsorganisationen Rotterdam Partners til at se på grøn byudvikling i Rotterdam.