Hanegal vil have mere økologi ind i streetfood

En model af Hanegals kommende foodtruck: Plantegal. Grafik: Hanegal

Hanegal stifter et nyt selskab, Hanegal Live ApS, som skal drive Hanegals tilstedeværelse på markeder, festivaler og events rundt om i landet.

ØKOLOGI – Fire foodtrucks er i gang med at blive klargjort til at rulle ud med forskellige koncepter fra Hanegals sortiment. Første event bliver en pop-up-madbod i Irmas nye flagskibsbutik på Østerport station. Her kommer 50.000 pendlere forbi hver dag, som køber mad på farten.

Hanegals pop-up-madbod åbner den 1. september og kører i tre måneder med skiftende madkoncepter.

Økologi på farten

Streetfood er de seneste år vokset frem i hele landet og er blevet et mekka for smagsoplevelser fra hele verden, kreativitet og madoplevelser. Det er mad, der kan købes og spises på gaden og på farten, og pølsevognen er det klassiske eksempel på streetfood i Danmark.

Trods et mærkbart løft i kvaliteten, spiller økologien stadig en lille rolle her. Det har Hanegal sat sig for at ændre på.

»Streetfood-trenden har højnet kvaliteten for hurtige måltider, og det er for mange blevet nemmere at spise ude, men økologien mangler stadig. Det vil vi gerne ændre på med vores nye koncept Hanegal Live«, fortæller Michael Vadgaard Jørgensen, som er medejer i Hanegal og nyindsat direktør i Hanegal Live.

Streetfood er ikke helt nyt for Hanegal

Hanegals første pølsevogn havde sin debut i 1993, og i 2009 indgik Hanegal et samarbejde med DØP (Den Økologiske Pølsemand), som siden har serveret Hanegals økologiske pølser, både fra de faste pladser i København og på festivaler.

Den Økologiske Pølsemand er en vigtig ambassadør for den gode smag og økologi, og det tætte samarbejde fortsætter som hidtil. Under Hanegal Live får Hanegal nu sin egen pølsevogn igen med nye fortolkninger på det klassiske menukort i pølsevognen.

Flere madkoncepter

Hanegal har i dag et bredt sortiment af økologiske produkter. Udover økologiske pølser og pålæg, som virksomheden er bedst kendt for, har Hanegal også et stort sortiment af færdigretter, som også bliver en del af Hanegal Live.

»Hanegal har gennem mange år, via detailhandlen, leveret gode, økologiske produkter til de
kvalitetsbevidste forbrugere. Inden for de sidste par år er Hanegals sortiment blevet udvidet betydeligt inden for færdigretter«, fortæller Michael Vadgaard Jørgensen.

»Vi får meget positive tilbagemeldinger, når vi er på messer og får mulighed for at fortælle om vores produkter og værdier. Det vil vi gerne flytte ud på markederne, hvor vi kan møde vores kunder.«

Udover pølsevognen, udrulles to andre madkoncepter: Plantegal og Livretter. Koncepterne bygger på Hanegals sortiment af færdigretter, de klassiske og de plantebaserede, som ude i køkkenerne får et tvist og lidt ekstra kærlighed.