

MAD – Fotos af familiesamvær i køkkenet, lækker mad og flotte kager har floreret på de sociale medier under corona-pandemien. Men helt nye tal fra rapporten ’Børn, Unge og Mad 2021’, som Arla Fonden står bag, viser, at virkeligheden har været anderledes.
Faktisk er antallet af børn, der har hjulpet til med at lave mad i hjemmet, faldet i løbet af corona-perioden. Fra 67 procent sidste år til 61 procent i år.
– Det er overraskende tal, der tyder på, at familierne har haft svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, og at forældrene ikke har haft overskud til at tage børnene med i madlavningen. Og selvom det er forståeligt, så er det virkelig et problem, siger Sanne Vinther, direktør i Arla Fonden.
– Man kan godt trække på skuldrene over, at færre børn er med i køkkenet, men det vil være en fejl. Børn der ikke kan lave mad, ender ofte med at vælge usunde løsninger, når de flytter hjemmefra, siger hun.
Mere mobil og færre regler
Ifølge undersøgelsen er det ikke kun børnenes tid i køkkenet, corona-pandemien har præget. En udfordrende hverdag med hjemmearbejde, restriktioner og hjemmeundervisning har også ændret måltidssituationen i familierne.
Tallene viser, at der i løbet af corona-året er kommet færre regler omkring måltidet i hjemmene. Flere børn har for eksempel lov til at have mobiler ved bordet. Antallet af børn, der gerne må have mobilerne med til aftensmaden, er steget fra 20 til 25 procent.
Samtidig oplever færre af børnene, at familierne sidder ved bordet og spiser sammen. Færre børn skal vente med at rejse sig, til alle har spist. Og færre familier har holdt fast i reglen om, at børnene skal smage på det, der bliver serveret.
Arla-fonden driver mad-lejrskoler
Arla-fonden driver to mad-lejrskoler, som årligt besøges af 3.000 børn i skolealderen.
Fonden er stiftet af Arla Foods, som er et internationalt mejeriselskab ejet af 9.700 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland.
Arla Foods blev til ved en fusion i 2000 af de dengang to dominerende mejeriselskaber i Danmark og Sverige: MD Foods og Arla. Senere er koncernen vokset gennem opkøb og fusioner i Storbritannien, Tyskland, Holland, Belgien, Sverige og Luxenborg og er i dag Nordeuropas største mejerikoncern.