Dyrevenner protesterer imod turbokyllinger foran Rema 1000

Flere dyreværnsforeninger var i går eftermiddags mødt op foran supermarkedskæden Rema 1000 på Hammerichsgade i København. De protesterer mod salget af den udskældte turbokylling og kræver kyllingen udfaset. Foto: Anima

I går var der protest foran supermarkedskæden Rema 1000. Aktivister protesterer mod salget af turbokyllinger og kræver, at butikskæden udfaser de udskældte kyllinger.

Dyrevenner var i går mandag den 19. oktober mødt op med banner og flyers foran Rema 1000s butik på Hammerichsgade i København, oplyser dyreværnsorganisationen Anima.

Protesten var rettet mod Rema 1000s salg af hurtigtvoksende industrikyllinger – de såkaldte turbokyllinger. Dyreværnsforeningerne vurderer, at Rema 1000 sælger omkring ti millioner kyllinger årligt, hvoraf størstedelen er turbokyllinger.

Rema 1000 har 340 butikker i Danmark og står for en

»Turbokyllingerne har det helt forfærdeligt. De er avlet til at vokse ekstremt hurtigt, de kan dårligt bevæge sig og oplever aldrig naturligt lys eller frisk luft. Jeg er sikker på, at rigtig mange københavnere bakker op om vores krav til Rema 1000, når de bliver opmærksomme på dyrenes forhold,« siger Line Bøgh, lokalkoordinator i foreningen Dyrenes Alliance i København.

»Gejsten er høj, og vi fortsætter vores protester, indtil turbokyllingen er fortid – også selvom det begynder at blive koldt i vejret«, lyder det entusiastisk fra Line Bøgh.

Protesten i København er en del af dyreværnsforeningen Animas landsdækkende kampagne mod Rema 1000, der omfatter helsides avisannoncer i flere nationale dagblade og lokalaviser, en intensiv indsats på sociale medier samt lokale protester i hele landet, heriblandt flere i København.

Flere dropper turbokylling

Den lokale protest er blot et eksempel på den store modstand mod turbokylling, som har spredt sig i flere brancher. Tidligere på året meddelte de to supermarkedskæder Lidl og Aldi eksempelvis, at de vil udfase den omdiskuterede turbokylling. Det er sket i takt med, at flere danske dyreværnsorganisationer har sat fokus på og kørt kampagner mod kyllingernes dårlige forhold i industrien. 

Den konventionelle kylling har fået kaldenavnet ’turbokylling’, fordi den er avlet til at vokse fra 50 g til lidt over to kg på blot fem uger. Den unaturligt hurtige vækst giver kyllingerne en række store velfærdsproblemer som gangbesvær, lammelser og vejrtrækningsproblemer.

Turbokyllinger hører fortiden til

Ifølge Anima er alle dyreværnsforeninger i Danmark enige om, at turbokyllingen hører fortiden til. En række foreninger, herunder Anima og Dyrenes Alliance, er nu gået sammen om at rette et kritisk fokus på Rema 1000 for ikke at have sat en slutdato på en udfasning af turbokylling.

Foreningerne vurderer, at supermarkedskæden sælger omkring ti millioner turbokyllinger årligt, og det gør Rema 1000 til en af de største forhandlere af den udskældte kylling.  Kampagnen af en del af Animas mangeårige arbejde for at forbedre forholdene for de industrielle slagtekyllinger.

Mange store virksomheder har iværksat eller gennemført en udfasning af de hurtigtvoksende kyllinger, og flere har en plan for at give dyrene mere plads. Nogle af virksomhederne er 7-Eleven, Circle K, Lidl, Aldi, Joe & the Juice og Espresso House.