DN: Finanslovsudspil er sort læsning for natur og klima

- Jeg havde forventet, at regeringen ville følge op på de mange grønne løfter fra valgkampen med reel handling. I stedet kommer man nu med et udspil, hvor natur og klima næsten ingenting fylder. Det er både meget skuffende og meget uambitiøst, siger Maria Reumert Gjerding.

Regeringen mangler ambitioner i forhold til de grønne løfter fra valgkampen, lyder kritikken fra Danmarks Naturfredningsforening. Regeringen har netop præsenteret sit udspil til ny finanslov.

POLITIK – Regeringen har netop præsenteret sit bud på en kommende finanslov, og her er det endog meget svært at genfinde de grønne løfter, som blev givet op til folketingsvalget i 2019, mener Danmarks Naturfredningsforeninng.

Regeringen lægger op til, at der ikke kommer ekstra penge til klimaområdet, mens der kun bliver afsat 50 mio. kroner om året i fire år til natur og biodiversitet fra 2021 til 24.

Præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, kalder udspillet for »uambitiøst«.

– Jeg havde forventet, at regeringen ville følge op på de mange grønne løfter fra valgkampen med reel handling. I stedet kommer man nu med et udspil, hvor natur og klima næsten ingenting fylder. Det er både meget skuffende og meget uambitiøst, siger Maria Reumert Gjerding.

Hun henviser til, at Socialdemokratiet under valgkampen i 2019 kom med et udspil om at etablere 15 nye naturnationalparker på i alt 60.000 hektar. Med de 50 mio. om året, som regeringen nu lægger op til at afsætte, vil der ifølge Danmarks Naturfredningsforeningblot kunne oprettes én naturnationalpark om året på 1.500 hektar.

Med udspillet fra regeringen følger en forhandlingsreserve på 1,5 mia. kr. som der nu skal forhandles om, og det er et mindre beløb end sidste år.

– Jeg har svært ved at se, hvor de flotte ord fra forståelsespapiret mellem regeringen og støttepartierne er blevet af i dette finanslovsudspil. Vi har en klimakrise og en naturkrise som buldrer afsted, der er iltsvind i vores farvande, fordi havmiljøindsatsten halter bagefter, og vores drikkevand er truet af sprøjtegift. Nu har regeringen så mulighed for rent faktisk at gøre noget ved det, men i stedet spiller man bolden over til støttepartierne. Det er der i mine øjne ikke meget fælles forståelse over, siger Maria Reumert Gjerding.

I forståelsespapiret mellem Socialdemokraterne, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten fremgår det konkret, at Folketinget kan blive det grønneste parlament i verden, »der ikke kun gør noget, men gør det, der skal til«

I det samme forståelsespapir, står der sort på hvidt, at der skal komme en biodiversitetspakke, som skal »indeholde klare målsætninger for, hvor meget af Danmarks areal, der skal disponeres til natur som naturzoner (inkl. urørt skov og naturnationalparker), samt konkrete initiativer, der skal sikre, at målsætningerne nås.«

-Vi er med det her udspil umådelig langt fra det, der skal til for at vende tilbagegangen for den danske natur. Flere tusind af vores arter er truet af udryddelse, og vores natur og økosystemer forringes og mister evnen til at modstå klimaforandringerne, siger DN-præsidenten.

– Derfor ser jeg stadig utrolig meget frem til, at miljøministeren påbegynder forhandlingerne om den lovede biodiversitetspakke, hvor jeg selvfølgelig forventer høje ambitioner for naturen, så regeringen loyalt leverer på de valgløfter, de gav til befolkningen, inden de blev valgt ind i regeringskontorene, siger Maria Reumert Gjerding.

Danmarks Naturfredningsforening har fået lavet en illustration, der skal minde politikerne om, at de skal give naturen mere plads – også i finansloven. Se den under teksten.

– Vi har en klimakrise og en naturkrise som buldrer afsted, der er iltsvind i vores farvande, fordi havmiljøindsatsen halter bagefter, og vores drikkevand er truet af sprøjtegift. Nu har regeringen så mulighed for rent faktisk at gøre noget ved det, men i stedet spiller man bolden over til støttepartierne. Det er der i mine øjne ikke meget fælles forståelse over, siger Maria Reumert Gjerding. Grafik: Danmarks Naturfredningsforening