Den tavse klode – ny bog om insekternes tilbagegang

Den tavse klode af Dave Goulson udkommer 19. maj 2023 på Gads Forlag.

Insekternes tilbagegang truer menneskehedens livsbetingelser. Ny vigtig bog om konsekvenserne af insekternes globale nedtur – og hvad vi kan gøre ved det.


I 1962 udkom miljøklassikeren »Det tavse forår« af Rachel Carson, som gav genlyd over hele verden og markerede begyndelsen for den internationale miljøbevægelse. Fredag 19. maj udkommer endnu en sværvægter inden for samme genre, som sigende har fået titlen »Den tavse klode«. Bogen, der er skrevet af Dave Goulson, handler om insekternes katastrofale tilbagegang og er blevet en international bestseller.

Verden over er insekterne i voldsom tilbagegang, og hvis de arbejdsomme skabninger overhovedet skal overleve og trives, er det på høje tid, vi ændrer kurs, hvis vi ønsker en giftfri fremtid, hvor insekter, fugle og vilde dyr kan finde føde og levesteder. Ikke mindst i Danmark, det er det hårdest dyrkede land i Europa og det land, som levner mindst plads til naturen. 

Dave Goulson (f. 1960) er en britisk biolog og miljøforkæmper. Foto: Finn Goulson

Forfatteren Dave Goulson er britisk biolog og miljøforkæmper, professor ved University of Sussex
og er en af verdens førende eksperter i insekter, med særlig forkærlighed for humlebier. Han har skrevet mere end 300 videnskabelige artikler og adskillige populære bøger om insekter, som er oversat til 15 sprog.

»Den tavse klode er som forlaget skriver »En personlig, engagerende og særdeles velformidlet bog om de vidunderlige, fascinerende insekter, som vi deler kloden med – om hvordan vi har afstedkommet deres fatale nedtur og masseuddøen, og hvad vi kan gøre for at afværge det.«

Bogen udkommer på Gads Forlag og er oversat og bearbejdet af Kjeld Hansen, dansk journalist og forfatter, der selv har skrevet en lang række indsigtsfulde bøger om natur, landbrug og miljø.


Dave Goulson
Den tavse klode

Oversat og bearbejdet af Kjeld Hansen
352 sider. Forlagets pris: 299,95 kr.
Gads Forlag
Udkommer 19. maj 2023