Kræftens Bekæmpelse grønvasker sprøjtede kartofler fra Lammefjorden og modtager en donation på 50 øre for hver solgte pose. Ifølge de lovpligtige indberetninger til Miljøstyrelsen bliver Lammefjordens kartofler sprøjtet med 18 forskellige gifte i løbet af en vækstsæson.

Af Kjeld Hansen, journalist og forfatter
Er det bedre for dig og dine børn at spise kartofler med rester af sprøjtegifte end helt at droppe kartoflerne? Også selvom sprøjtegiftene mistænkes for at fremkalde kræft?
Det synes de i Kræftens Bekæmpelse, der ikke finder det værd at nævne, at forbrugerne med største lethed kunne købe massevis af kartofler, der aldrig har set en dråbe sprøjtegift.
Årsagen er den enkle, at Kræftens Bekæmpelse har indgået en økonomisk aftale med en af dansk landbrugs største giftbrugere, nemlig kartoffelindustrien på Lammefjorden i Odsherred.
Aftalen går ud på, at Lammefjordens kartofler pakkes i en særlig lyserød emballage, der skal signalere opbakning til kræftkampagnen Støt Brysterne, samtidig med at Kræftens Bekæmpelse modtager en donation på 50 øre for hver solgt pose. Som modydelse leverer Kræftens Bekæmpelse denne ordrette grønvaskning af de giftforurenende kartofler:
»Kartofler fra Lammefjorden – med til at gøre en forskel. Når du køber grøntsager fra Lammefjorden, hjælper du dig selv og din familie til at spise sundt.«
Kendsgerningerne stiller imidlertid et stort spørgsmålstegn ved teksten om kartofler fra Lammefjorden. Det fremstår klart, når man tjekker sortimentet af sprøjtegifte, der anvendes for at producere de ’sunde’ grøntsager.
Ifølge de lovpligtige indberetninger til Miljøstyrelsen fra den seneste planperiode 2021-22 bliver Lammefjordens kartofler sprøjtet 18 gange med 18 forskellige gifte i løbet af en vækstsæson.
Det fremgår af indberetningerne fra en af Lammefjordens største producenter, Ole Kolind Nielsen, Lovtholm:
Ham kan du møde i videoklippet herunder:
Sunde kartofler?
Kikker man de 18 gifte efter i sømmene, findes der intet belæg for sunde kartofler. Ifølge den lovpligtige advarselsmærkning kan otte af giftene fremprovokere allergiske hudreaktioner, fem kan give øjenskader, tre kan skade det ufødte foster, to kan volde kroniske organskader i blod, lever, nyrer og milten – og to er mistænkt for at fremkalde kræft.
Alligevel mener Kræftens Bekæmpelse, at du »hjælper (..) dig selv og din familie til at spise sundt« ved at servere den slags kartofler.
I Lammefjordens sprøjtesortiment finder man ovenikøbet det omdiskuterede svampemiddel Reglone. Det har været totalforbudt i samtlige EU-lande siden maj 2019, men den danske regering har år efter år givet kartoffelavlerne dispensation til at bruge det.
Reglone er baseret på giftstoffet diquat, der sættes i forbindelse med hjerneskader på fostre og Parkinsons syge.
Køb økologiske kartofler
Kartofler er suverænt den danske landbrugsafgrøde, der sprøjtes mest, og der er påvist rester af sprøjtegiftene på næsten hver anden (45%) kartoffel. Vil man undgå denne forurening, så volder det dog ikke det store besvær.
Der avles masser af sprøjtefri kartofler i Danmark, hvor hver femte kartoffel (22%) frembringes af økologer uden den mindste anvendelse af gift. Øko-kartofler forhandles i alle supermarkeder, hvis man vil hjælpe sig selv og sin familie til at spise sundt.
At betale til Støt Brysterne-kampagnen ved at købe de lyserøde poser fra Lammefjorden forekommer mildt sagt misforstået, så længe de produceres som en giftig bid af Danmark.
Mere alvorligt vil det kunne blive, om nogen opfordrer Forbrugerombudsmanden til at stoppe denne kyniske form for grønvaskning, hvis ikke ledelsen i Kræftens Bekæmpelse snart kommer til fornuft og selv afbryder samarbejdet med de kemiafhængige kartoffelavlere














