
Flere og flere sundhedsmyndigheder anerkender nu, at corona-virus i mikrodråber kan svæve og smitte over mere end to meters afstand.
COVID-19 – I nye opdaterede retningslinjer anerkender de amerikanske myndigheder nu, at COVID-19 kan sprede sig gennem luften, skriver Videnskab.dk.
»Nogle infektioner kan sprede sig, hvis man bliver udsat for mikrodråber, der kan hænge i luften i op til flere timer. Denne form for virus kan inficere personer, der holder mere end to meters afstand,« citerer Videnskab.dk fra det amerikanske Centers for Disease Control and Prevention.
I et interview med Politiken understreger Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, at det ikke er ny viden, at coronavirus kan smitte længere end én til to meters afstand:
»Vi har hele tiden talt om dråbesmitte og sagt, at eksempelvis sang og råb kan øge risikoen for smitte – også på længere afstande. Men vi har ikke tidligere været så nuancerede om, at der er forskel på størrelserne af dråber, der kan smitte. Og at luftskifte i et rum har betydning for smitterisikoen,« siger Søren Brostrøm til avisen.