

Vidste du, at man kan sælge brød lavet på rester fra ølproduktion? Startup-virksomheden Agrain up-cykler mask fra øl- og whisky-produktion, maler det og bruger maskmelet i en række økologiske, fiber- og proteinrige produkter.
Den lille maskmelsproducent Agrain var ukendt, da den tilbage i 2018 rejste 75.000 via Coop Crowdfunding. Året efter kom Agrains mel på Irmas hylder, og nu har Coops bagerafdeling BrødCooperativet også fået øjnene op for det bæredygtige maskmel. Det betyder, at Agrains maskmel nu kommer ud i hele landet.
I Danmark bliver der hvert år produceret 586 millioner liter øl, som genererer svimlende 120 millioner kilo mask, der i bedste fald bruges som foder og i værste fald kasseres. Det er et kæmpe ressourcespild, da masken kan forvandles til mel, der tilmed indeholder 20% protein og 50% fiber.
Udleder 36 procent mindre CO2
Maskmelet giver et saftigt brød, der mætter mere og har en dyb smag af korn. Samtidig er melet bæredygtigt – det udleder 36% mindre C02 end hvedemel – så det burde være en smal sag at overtale brødproducenter til at hoppe med på vognen, men det har det langt fra været, fortæller Agrains medstifter, Aviaja Riemann-Andersen.
»Det har været lidt tungt at få de store brødproducenter til at bruge vores mel. Ingen har haft lyst til eller turde være de første. Derfor er vi rigtigt glade for, at BrødCooperativet nu begynder at bruge vores maskmel og på den måde validerer melets værdi, relevans og kvalitet«, siger hun.
Vigtigt at Coop går forrest


Ifølge Allan Salmi Sommer, der er produktudvikler hos BrødCooperativet og sammen med Aviaja og Valsemøllen har udviklet den nye brødserie, var det ikke en svær beslutning at tage den nye maskmel ind. Teksturen, smagen og den gastronomiske værdi, som melet tilfører brødet, overbeviste dem – og selvfølgelig bæredygtighedsvinklen.
»Det er vigtigt, at en stor virksomhed som Coop går forrest, når der skal sættes fokus på en mere fornuftig brug af klodens ressourcer«, mener Jan Adolfsen, der er food direktør i Coop.
»Og vi vil rigtigt gerne lytte, når der kommer innovative kræfter, der opfordrer os til at prøve noget nyt. I tilfældet med Agrain kan vi sammen løfte et nyt innovativt nicheprodukt op i stor skala, som vi med vores nye signaturbrød med maskmel lancerer i BrødCooperativet«, siger han.
Ikke uden folkelig opbakning
Da Aviaja tilbage i 2018 besluttede at lave en crowdfunding, var Agrain stadig en lille og ukendt startup. Firmaet var endnu ikke på markedet og crowdfundede til en pakkemaskine, der ville gøre det muligt for dem at komme bredt ud med maskmelet. Crowdfundingen skulle vise sig at være en god beslutning.
»Crowdfundingen har været fuldstændig skelsættende. Vi fik folkelig opbakning og blev synlige over for industrien, detailhandlen og andre relevante partnere. Hvis vi ikke havde lavet crowdfundingen, var vi ikke kommet i Irma, og så havde BrødCooperativet ikke fået øje på os. Det er helt sikkert«, siger Aviaja.
Hun håber, at maskmelet bliver en mere integreret del af fødevareproduktionen i Danmark – og i verden, for den sags skyld.
»Der er jo mel i alt fra mayonnaise til vingummi, så der er et stort uudnyttet potentiale i at udskifte almindeligt mel med dette genbrugsprodukt«, pointerer hun.
Meget mere end penge
Ifølge chef for Coop Crowdfunding, Nicolai Jæpelt, er Agrain et tydeligt eksempel på, at crowdfunding handler om meget mere end de penge, man kan rejse.
»Vi oplever kontinuerligt, at virksomhederne, der crowdfunder hos os, kommer styrket ud på den anden side. Beløbene er altid et fokus, men er i det større perspektiv mindre relevante. Det er alt det andet, der følger med, som styrker virksomhederne fremadrettet. Vi ser igen og igen, hvordan crowdfundingen åbner nye døre for virksomhederne, både i Coop, som det er tilfældet med Agrain, men også fra andre, der tager produkterne ind eller investerer i virksomheder, så de kan vækste til et nyt niveau«, fortæller Nicolai Jæpelt.
I dag er Coop Crowdfunding Danmarks største crowdfunding-platform med 25.000 aktive brugere og med mere end 300 succesfulde projekter sidste år, er der mange, der kigger med og involverer sig i projekterne.
Den nye brødserie lanceres i uge 18. Den består af tre produkter med 10-12% maskmel. Serien rulles ud i samtlige af BrødCooperativets bagerier.
FAKTA om Agrain
- Agrain er stiftet i 2018 af Karin Beukel og Aviaja Riemann-Andersen. De up-cykler mask fra øl- og whisky-produktion, maler det og bruger maskmelet i en række økologiske, fiber- og proteinrige produkter.
- Bæredygtighed og cirkularitet er grundstenen i Agrains forretningsmodel. De ønsker at disrupte den globale fødevareproduktion og skabe en cirkulær model, hvor ressourcer udnyttes fuldt.
FAKTA om Coop Crowdfunding
- Coop Crowdfunding er en online-platform, der siden 2017 har tilbudt både låne-, reward og donationscrowdfunding.
- På platformen kan danske virksomheder med en grøn profil rejse penge til nye tiltag med hjælp fra forbrugeren.
- Coop Crowdfunding har rejst mere end 30 millioner til ca. 600 danske fødevarevirksomheder