Forbrugerne skal have mulighed for at vælge produkter uden PFAS. Derfor indfører Coop-butikker et nyt »Fri for PFAS«-mærke.
……….
Fra i morgen 17. april 2023 vil du kunne møde et nyt mærke på i Coop-butikkerne.
»Fri for PFAS« skal guide forbrugerne, så de får mulighed for at vælge produkter uden evighedskemikaliet PFAS, som har været brugt i blandt andet stegepander, bradepander og bageformer med slip-let belægninger.
Samtidig har Coop udmeldt alle PFAS-holdige stegepander, bageforme og bradepander i eget varemærke, og inden længe vil de være væk fra butikshylderne, lover den forbrugerejede dagligvarekoncern.
Kan ende i vores mad og kroppe
»I Coop er vi bekymrede for PFAS, fordi stofferne kan ende i vores mad og kroppe, og udsættelsen for PFAS er kædet sammen negative sundhedseffekter. Det er grunden til, at vi siden 2015 har arbejdet systematisk med at udfase kemikalierne fra vores varer«, siger Signe D. Frese, der er CSR-direktør i Coop.
»Vi er kommet rigtig langt, og det er lykkedes os at udfase PFAS i mange produktgrupper. Med udfasningen af stegepander og andre bageartikler med PFAS fra egne mærker er vi kommet et skridt nærmere målet om et PFAS-frit sortiment i alle butikker«, siger Signe D. Frese.
I forvejen har Coop forbudt PFAS i pap- og papiremballage, kosmetik- og plejeprodukter, tandtråd, gulvsæbe, tekstil, sko, boligtekstil, møbler, gulvtæpper og imprægneringsmidler.
»Fri for PFAS«-mærket kommer i første omgang på varemærkerne inden for køkken- og bageartikler. Det vil sige: Coop, Holms Deli, GreenChef og Micki.
Coop håber, at det nye mærke kan være med til at bane vejen for et nationalt forbud mod de giftige PFAS-stoffer i forbrugerprodukter.














