Carsten Jensen: Skal vi lege med tændstikker i høstakken?

Carsten Jensen: Hvorfor skulle det være demokratisk betænkeligt at sige fra over for mennesker, der benægter ethvert fælles ansvar? Lige nu bor vi i en høstak. Skal vi så se med overbærenhed på dem, der leger med tændstikker?

KOMMENTARVaccinemodstanderne forbeholder sig retten til i frihedens navn at smitte andre mennesker og overbelaste det offentlige sundhedsvæsen.

Af Carsten Jensen, forfatter

Så er det vinter igen, og mundbind er ved at blive lige så obligatorisk som vanter, hue og halstørklæde.

Sidste vinter havde vi Men in Black, en ikke alt for artikuleret gruppe af flaske- og fyrværkerikastere, der følte, at staten tog friheden fra dem, og som måtte svare igen med knald i gaden. Og vi har stadig dem, der ikke mener, at covid-19 er farlig, skønt fem millioner er døde verden over. I Danmark nærmer vi os 3.000 døde, og det er jo ingenting, synes covid-skeptikere og vaccinemodstandere, der ikke vil indse, at den eneste grund til, at dødstallet ikke er højere i Danmark, er nedlukning, selvisolation og mundbind, den fælles ansvarsfølelse, som de kaster kanonslag efter. Vaccinerne er langt farligere end virussen, siger de, for se selv: De dobbeltvaccinerede bliver jo også syge. At de vaccinerede ikke bliver lige så syge og ikke dør i samme antal som før, anfægter ikke vaccinemodstanderne.

Men in Black får i år støtte fra højeste sted. Champagneracisten Pernille Vermund, Nye Borgerliges forkvinde, vil ikke udskamme de mange vaccinemodstandere blandt partiets vælgere. Hvis Vermunds vaccinemodstandere skulle gå hen og blive syge, må vi derfor gå ud fra, at de ikke vil lade sig indlægge på landets hospitaler. Den sygdom, der giver dem åndedrætsbesvær og stærke smerter, findes jo ikke, og desuden har de den største foragt for alt, der smager af velfærdsstat, og det gør det danske sundhedsvæsen unægteligt.

Så hvis de syge vaccinemodstandere alligevel insisterer på sengeplads og respirator, vil jeg anbefale, at de selv betaler for hospitalsopholdet. Det er den model, de fra den 8. december har valgt at bruge i Singapore overfor dem, der bevidst har valgt ikke at lade sig vaccinere, og den er da også helt i tråd med den hyldest til den private markedsøkonomi, som driver Nye Borgerlige. Så, kære Nye Borgerlige, vær nu ikke sådan nogle tabere og snyltere, når I bliver smittede. Betal selv den astronomiske sum, et hospitalsophold koster uden velfærdsstat.

Flere republikanere døde

Her er lidt interessant statistik fra USA. I de distrikter i USA, hvor Trump vandt med stort flertal i præsidentvalget i 2020 er der 40 procent færre, der har ladet sig vaccinere end i de distrikter, hvor demokraterne fik flertal. Til gengæld døde der i de samme distrikter en tredjedel flere republikanere end demokrater. Det ville være fristende at anbefale Nye Borgerliges vælgere at holde sig langt fra alle vaccinationscentre, men når jeg alligevel ikke gør det, skyldes det den simple kendsgerning, at vi alle er i samme båd.

Uvaccinerede, der skamløst blander sig med resten af os, er potentielle superspredere, og i deres værgeløse celler har virussen friplads til at mutere, så vi snart risikerer at skulle igennem hele det græske alfabet.

I 1976 blev sikkerhedsselen ved lov påbudt i biler, og der var også nogle, der følte deres frihedsrettigheder krænket, når de blev frataget muligheden for med hovedet forrest at ryge gennem forruden ved en hård opbremsning. Men der var dog en vis uskyld over protesten. Der var kun deres egne hoveder, det gik udover, og mødet med forruden var som regel så hårdt, at man ikke behøvede at besvære hospitalsvæsenet bagefter.

I frihedens navn

Vaccinemodstanderne forbeholder sig retten til i frihedens navn at smitte andre mennesker og overbelaste det offentlige sundhedsvæsen. Deres frihed handler om friheden til at skade andre. Alligevel hører man ustandselig eksperter og avisernes lederskribenter advare mod polarisering. Vi må ikke udskamme vaccinemodstanderne. Når de giver os fingeren, skal vi møde deres finger med forståelse og empati. Men møder de os med forståelse og empati?

Er det ikke altid ekstremisterne, der er drivkraften i enhver polarisering, dem, der presser os igen og igen, mens vi forsvarer os med høflighed og snusfornuft som de eneste våben? Hvorfor er det forbudt at trække en streg i sandet? Handler demokrati ikke også om konflikt? Hvorfor skulle det være demokratisk betænkeligt at sige fra over for mennesker, der benægter ethvert fælles ansvar? Lige nu bor vi i en høstak. Skal vi så se med overbærenhed på dem, der leger med tændstikker?

Jamen, friheden! Vaccinemodstanderne skal have ret til deres mening! Men vaccinemodstand er ikke bare en hvilken som helst mening. Den har store konsekvenser for andre mennesker, vores sundhed og fælles mulighed for at bevæge os frit omkring. Hvad der er frihed for vaccinemodstanderne, er ufrihed for os.

Ny smittestærk mutation fra Sydafrika

En ny mutation, Omicron, er blevet fundet i Sydafrika, og meget tyder på, at den er op til fem-seks gange så smittestærk som Delta, der i forvejen overgik alle de forudgående varianter i smittestyrke. Mutationerne opstår der, hvor ansvarsløsheden hersker, den britiske variant under den uansvarlige populist Boris Johnson, den indiske under den uansvarlige populist Narenda Modi, og nu i Sydafrika, hvor kun en fjerdedel af befolkningen er vaccineret. Og at Afrika til trods for ekstremt lave vaccinationsrater endnu ikke er eksploderet i smitte, skyldes kun, at befolkningens gennemsnitsalder er omkring de 20, og robuste unge er mere resistente.

Covid-19 er verdensborger, og derfor må ansvaret også være globalt. Det er os i Vesten, der svigter, ikke blot med distributionen, men også fordi vi tillader de store medicinalfirmaer at tage en monopolagtig overpris på den frelsende vaccine.

Kampen mod virussen har mange fronter. En af dem ligger i laboratorierne, hvor videnskaben må holde trit med mutationerne. Andre ligger i den globale ubalance, i politiske modsætninger og på markederne, der altid prioriterer de rige og købedygtige.

Og så er der de fornufts-resistente vaccinemodstandere, som lider af den illusion, at de er alene i verden. Hvis ikke vi får lov at belære dem om noget andet, vil virussen gøre det.