33 minkfarme ramt af covid-19. Flere partier vil forbyde minkavl i Danmark

Minkproduktionen strider fundamentalt imod dyrenes natur og behov. Mink er territoriale, solitære dyr som naturligt lever alene på meget store områder og gerne i nærheden af vand. I produktionen holdes flere mink sammen i meget små trådbure. Foto: Dyrenes Beskyttelse

SF og Enhedslisten vil lukker minkindustrien i Danmark. Også Dyrenes Beskyttelse og Anima, mener det er på tide med et opgør med den udskældte industri.

AGRO – 33 nordjyske minkfarme er smittet med covid-19 virus. Smitteudbruddene er endnu et argument for at afvikle den danske minkproduktion. Det mener både SF og Enhedslisten.

– Vi er ekstremt bekymrede over, at vi ser flere og flere minkfarme få konstateret smitte med corona, og vi synes ikke, at ministeren har håndteret det specielt ansvarligt. Det vigtigste må være folkesundheden i den her forbindelse.

Det siger SF’s miljø- og dyrevelfærdsordfører, Carl Valentin ifølge DR.

Forleden besluttede Polen at udfase produktionen af mink og i går kunne nyhedsbureauet Reuters berette, at Frankrig ligeledes er på vej med et forbud.

En lang række europæiske lande har allerede forbudt minkavl, og da Holland som det første land i verden i april kunne konstatere, at dyrene på flere hollandske minkfarme var covid-19 positive, førte det til, at landet nu fremrykke beslutningen om at udfase produktion allerede i løbet af et halvt år. Ifølge den oprindelige plan skulle forbuddet først træde i kraft i 2024.

Også de danske dyreværnsorganisationer anbefaler, at man lukker industrien ned.

»Tiden er inde til, at vi også herhjemme tager et opgør med minkindustrien«, erklærer Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse. Hun frygter, at Danmark sakker agterud i både i forhold til dyrevelfærd og i forhold til mulig smitte af COVID19 fra minkfarmene.

Fødevareministeren i samråd

SF vil nu kalde fødevareminister Mogens Jensen i samråd.

– Vi vil gerne høre regeringen, både hvad den konkret vil gøre for at bekæmpe den stigende smitte på minkfarmene – men også, om den vil overveje at følge i sporene på nogle af de lande, som lige nu arbejder på at udfase minkproduktionen, siger Carl Valentin til DR.

Også Enhedslisten mener, at de mange smittede mink er et ekstra argument for at afvikle minkindustrien.

– Vi står med en produktion, som er overflødig. Vi kan have tøj på kroppen uden at producere mink. Så jeg synes, man skal gå i samme retning som Frankrig, Polen og Holland og forbyde minkavl herhjemme, siger Søren Egge Rasmussen, der er partiets landbrugs- og dyrevelfærdsordfører ifølge DR.

Den præcise model for hvordan det skulle foregå, har partiet dog ikke på nuværende tidspunkt. Men Søren Egge Rasmussen peger på, at en kontrolleret nedlukning kunne være en mulighed.