Vilde heste i Bøtøskoven trækker tusindvis af turister til Falster

De vilde heste i Bøtøskoven på den sydlige del af Falster fungerer som en turistmagnet. Foto: Erik Thorsen

Bøtøskoven har i år sat ny rekord med 55.000 besøgende. Mange kommer fra hovedstadsområdet og Tyskland. De er begejstret for skoven og ikke mindst de vilde heste.

NATUR – 55.000 har i år besøgt Bøtøskoven på Sydfalster inden året, og det er en stigning på 10.000 besøgende sammenlignet med de forrige år, fremgår det af nye tal.

En ny rapport er netop offentliggjort, og den viser, at de besøgende lægger vægt på, at besøge en skov som fremstår på naturens præmisser og, at de får adgang til et unikt sted med mange sjældne dyr og planter.

»Det er meget positivt, at så mange besøgende har taget turen til Bøtøskoven. Netop det, at skoven fungerer på naturens præmisser er unikt og giver nogle helt nye naturoplevelser, som mange gerne vil opleve«, fortæller Martin Lohse, udvalgsformand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget i Guldborgsund Kommune.

»Vi er i fuld gang med at styrke destinationen Sydfalster og de positive tilkendegivelser, som rapporten indeholder, viser at vi allerede nu er godt på vej«, siger han.

Hver tredje kommer fra hovedstadsområdet

Ifølge rapporten kommer 32 procent af gæsterne fra København og omegn og 20 procent kommer fra Tyskland. Trods Covid-19 har turistsæsonen været god på Lolland-Falster.

Siden 2017, hvor Den Danske Naturfond købte Bøtøskoven, har Guldborgsund Kommune været hovedaktør i et naturgenopretningsprojekt, der skal højne biodiversiteten i skoven. Det sker blandt andet med naturpleje med vilde heste og græssende kvæg.  

»Vi kan se i rapporten, at især de vilde heste er trækplaster for rigtigt mange besøgende. Det glæder mig, at hestene på den måde både kan gavne naturen og samtidig tiltrække turister til vores kommune. Det er et stort og spændende projekt, der er i gang i skoven. Blandt andet er der allerede nu registreret 40 forskellige arter sommerfugle«, siger udvalgsformand for Teknik, Miljø og Ejendomsudvalget Peter Bring-Larsen.

Sydfalster skal udvikles

I rapporten indgår forslag til, hvordan Bøtøskoven kan udvikles, for at blive en endnu mere attraktiv turistdestination. Eksempelvis ved at skabe overdækkede opholdsområder, hvor gæsterne kan læse beskrivelser af områdets natur- og kulturhistorie, og hvor man kan spise madpakken og etablere en solnedgangsplads.

»Vi har fokus på at udvikle hele Sydfalster som én turistdestination fra Marielyst til Gedser, og i det arbejde tager vi de her gode idéer med, som er kommet fra de besøgende. Det er vigtigt, at vi bruger de her store attraktioner til at styrke hele området«, mener Martin Lohse.