Trods iltsvind søger Danmark om ekstra gødning til landbruget

En kvindelig medarbejder skubber foderet ind til køerne. Foto: Colourbox

Danmark har ifølge Politiken indledt en dialog med EU om at forlænge en dispensation til at sprede ekstra gødning på marker, som dyrkes af landets mælkeproducenter.

Det sker, mens fisk og muslinger gisper efter vejret i det værste iltsvind i 20 år, og selv om hovedårsagen til iltsvind er overskydende gødning fra landbruget, der skyller kvælstof ud i fjorde og indre farvande.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) har erkendt, at politikerne »har svigtet« vandmiljøet. Han har gjort det til sit hovedformål at træffe de nødvendige beslutninger for at redde det og lovet »at trykke speederen i bund«, skriver Politiken.

Kollaps i indre farvande og fjorde

På den baggrund bliver Danmarks ansøgning mødt med vantro af de grønne organisationer.

»Vi står med et kollaps i vores indre farvande og fjorde, og ministeren siger, at det er en bunden opgave at løse. Men hvis vi forlænger denne dispensation, får vi bare en endnu større katastrofe«, siger landbrugspolitisk rådgiver Helene Meden Hansen fra Greenpeace til Politiken.

Dispensationen er kendt under navnet ’Kvægundtagelsen’, som har været gældende i mere end 20 år. Den tillader, at kvægbrugere kan anvende en tredjedel mere kvælstof på deres marker end andre landmænd, fordi de dyrker græs til foder.

Græsmarker er flerårige afgrøder, som i modsætning til til korn og majs bedre kan opsuge og holde på kvælstoffet. Økologiske bønder, som ikke anvender kunstgødning, dyrker kløvergræs, som er selvforsynende med kvælstof.