Oplev vilde, vidunderlige Danmark i ny tv-serie

Vilde, vidunderlige Danmark er titlen på en naturserie i fem afsnit, der vises i på DR1. Første afsnit sendes i aften 12. april klokken 20. Foto: DR

Vi skal ikke drage til fjerne regnskove og vilde bjergegne for at opleve eksotisk natur. Vi har den selv. Oplev den i DR over fem søndage i april og maj og glæd dig til en helt unik tv-oplevelse. Første afsnit sendes i aften.

Af Knud Anker Iversen, miljøkonsulent

NATUR – Over fem søndage i april og maj vil vi kunne få en helt unik TV-oplevelse. En kavalkade rundt i den danske natur.  Vi vil opleve, hvor righoldig og hvor mangfoldig Danmarks natur egentlig er. Vi skal ikke drage til fjerne regnskove og vllde bjergegne for at opleve eksotisk natur. Vi har den selv.

En række dygtige fotografer har tålmodigt ventet på at kunne indfange helt unikke livsmønstre, som udspiller sig, når man bare er i naturen – og er der ydmygt på naturens betingelser.

Serien vil vise, hvor store værdier vi har lige i vores egen baghave. Vi har en meget divers flora og fauna, som vi skal passe rigtig godt på. Her er tale om værdier, der ikke kan gøres op i det, vi ellers gør alt op i – penge. Derfor er det også tiltrængt, at der sættes et umiskendeligt fokus på det.

Naturen under pres

Den uvurderlige skat er under et hårdt pres. Naturens biodiversitet har aldrig været så meget truet, som det vi ser nu. Ikke færre end 4.439 plante- og dyrearter i Danmark er rødlistede ifølge den seneste opgørelse fra 2019. Rødlisten opgør antallet af dyr, der er i kraftig tilbagegang, og hvoraf flere er i fare for definitivt at forsvinde.

Det er over en bred kam alt lige fra pelsede pattedyr til svampearter og insekter. Blandt de truede dyr er f.eks. odder, hasselmus, kirkeuglen, flere flagermusearter. Hver fjerde pattedyr er truet på livet.

Bedre er det ikke for insekter herunder vilde bier og sommerfugle. Også her oplever vi en bastant tilbagegang hvor flere sommerfuglearter og vilde bier er truede ligesom en række andre insekter er det. Insekter der er føde for fugle som således trues da deres fødegrundlag forsvinder.

Det er i det hele taget det manglende føde- og levegrundlag, der er forklaringen på den bastante tilbagegang for de mange dyr. Skove hvor noget af træet får lov at visne og dø er et vigtigt levested for mange af de truede insekter, men vi har efterhånden næsten ikke mere vild, skov som ikke udnyttes til plantagedrift.

Det åbne land er et andet godt levested for dyrene, men det fordrer at der er tale om en varieret natur som ikke massivt er dyrket op. Danmark er – næstefter Bangladesh – det land i verden, der mest massivt udnytter det åbne land til produktion. Ikke engang diger har vi levnet, for i stedet at have store kornmarker der ikke indbyder som levested for dyrene.

Søer og overdrev er et tredje sted, hvor naturen kan folde sig ud, men også her er naturen under pres. Nemt bliver et overdrev til en »ø« hvor dyrene – f.eks. hasselmus – isoleres og ikke kan komme i kontakt med andre, og derfor dør i »indavl«.

Herre over naturen?

Vi har ikke været gode til at skønne på vigtigheden af naturen. Vi ser os selv som naturens herrer og ser på, at naturen er leveringsssted for foder til svinene. Kilde til billigt kød.

I disse tider er vi stadig flere, der søger mod naturen. Den er et vigtigt bidrag til, at vi nemmere kommer på den anden side af c-krisen. Den er kilde til vores sundhed og anledning til, at vi kan slappe af og se, at livet er værd at leve.

Den fantastiske serie om den vilde og – i praksis – ikke så påskønnede del af Danmark, kan være anledning til, at vi i stigende omfang skønner på den rigdom som er derude, og som ikke lige lader sig gøre op i penge. Måske kan den være med til, at vi ændrer vores værdisæt – og begynde at påskønne vores ikke-materielle rigdom.

FAKTA om Vilde, vidunderlige Danmark

  • Vilde, vidunderlige Danmark er titlen på en naturserie i fem afsnit, der vises i på DR1. Første afsnit sendes i aften 12. april.
  • Serien bliver en del af et større tema om Danmarks natur på tværs af alle DR-platforme, og seerne kan se frem til at opleve dyrerigets store, fascinerende og til tider overraskende dramaer udspille sig lige midt i den særlige danske natur.

Kilde: DR-presse