Ny terapihave åbner i København

Terapihavens unikke rammer hjælper mennesker med stress og andre psykiske udfordringer, siger Christoffer Zeuthen, psykolog i Center for Mental Sundhed i Københavns Kommune. Foto: Københavns Kommune

Ny terapihave tilbyder naturbaseret terapi mellem blomster og træer på Vestre Kirkegård. Her er der plads til både ro og restitution, og haven skal blandt andet hjælpe københavnere med stress.

I et hjørne af Vestre Kirkegård, omkranset af store træer, vokser blomster og andre planter vildere og friere end de fleste andre steder i byen. Her fungerer naturen som terapi og man får lyst til at sætte farten ned, sænke skuldrene og give sig tid til fx at høre vandets rislen eller nyde duften fra blomster og træer.

– En ud af fire københavnere har symptomer på stress og dårligt mentalt helbred. Stress er et meget alvorligt sundhedsproblem, som koster både den enkelte og samfundet dyrt, så det skal vi bekæmpe, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).

– I Terapihaven arbejder vi med at forebygge stress og styrke den mentale sundhed hos borgere med kroniske sygdomme på en ny måde – med naturen som omdrejningspunkt. Haven er netop indrettet, så den bidrager til lindring af symptomer på stress

– Flere af Københavns kirkegårde rummer fine grønne områder og rolige oaser, som kalder på at blive brugt på nye måder. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu har en terapihave på Vestre Kirkegård, hvor vi kan bevare stemningen og respekten for stedet og samtidig bruge naturen til gavn for borgere med stress, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

Naturen lindrer

Mennesker, der har stress eller på anden måde mistrives psykisk, har gavn af at være i naturen og deltage i naturbaseret terapi i et afskærmet, trygt og fredfyldt miljø, viser forskning.

Terapihaven er indrettet i forskellige rum, hvor nogle fx har skovstemning og hvor naturen vokser vildt. Og i et andet rum kan man f.eks. nye stemningen ved et vandløb. Haven er desuden fuld af blomster og urter, som dufter og kan tiltrække insekter og andre dyr.

De første terapiforløb er allerede i gang i den nye have, bl.a. stressforløbet »Nærvær i Naturen«, som vil blive tilbudt året rundt. Det er et gruppeforløb, ledet af psykologer, der henvender sig til københavnere med stress.

– Terapihavens unikke rammer hjælper mennesker med stress og andre psykiske udfordringer. Og særligt borgere, som har svært ved at se sig selv i et traditionelt terapilokale. Terapihaven og naturen inviterer til alternative måder at være til stede i nuet, blive nærværende og arbejde med det, som er udfordrende. Som behandler åbnes der op for ens kreativitet og evne til at anvende havens mange rum og tilpasse indsatsen efter vejr og deltagernes behov, siger Christoffer Zeuthen, psykolog i Center for Mental Sundhed i Københavns Kommune.

Terapihaven bliver indviet i dag kl. 15 af sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) og teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).