Ny alliance vil booste cykelturisme på landet

Tre organisationer er gået sammen for at styrke cykelturismen. Foto: Mikkel Østergaard/Cyklistforbundet

Cyklistforbundet, Dansk Cykelturisme og Landdistrikternes Fællesråd vil styrke cykelturismen i Danmark og foreslår en akutpulje på 100 mio. kr.

TRANSPORT – Der er brug for en akutpulje til cykelturisme og cyklisme i landdistrikterne, så vejene allerede denne sommer er gearet til at tage imod de danske sommergæster. Sådan lyder forslaget fra en ny alliance bestående af Landdistrikternes Fællesråd, Dansk Cykelturisme og Cyklistforbundet.

I år er et helt særligt sommerferieår. Ingen ved, hvornår grænserne rundt om i Europa åbner, og mange vil sikkert holde sommerferie under hjemlige himmelstrøg.

Derfor er der netop nu store potentialer i at styrke cykelturismen og cyklismen generelt i de danske landdistrikter, der med kilometervis af naturskønne strækninger indbyder til ferie på cykel. Desværre er dårlige veje og manglende cykelstier i dag et benspænd for at få endnu flere op på cyklen og ud i landet.

De bedste oplevelser

Derfor foreslår organisationerne Landdistrikternes Fællesråd, Dansk Cykelturisme og Cyklistforbundet i fællesskab, at der etableres en akutpulje på 100 mio. kr. til initiativer, der skal booste cykelturisme og udvikling af mikroturisme i landdistrikterne allerede i år.

»At opleve det ganske danske land – ikke mindst uden for byerne – gøres allerbedst på cyklen«, siger Klaus Bondam, direktør for Cyklistforbundet.

»I en tid, hvor vi om noget har brug for fællesskaber med afstand er en cykeltur i Danmark ud i det blå den helt oplagte mulighed. Derfor er en akutpulje, der skal kunne skabe vækst, arbejdspladser og ikke mindst gode og tiltrængte ferieoplevelser for de mange danskere, der nu forventes at holde sommerferie i Danmark, en oplagt mulighed at gribe«, siger han.