NorthSide festival dropper kødet og bliver plantebaseret

NorthSide bliver den første danske festival, der dropper kødet for at servere 100 procent plantebaseret mad. Her er det Oles Pizza med svampe. Pressefoto: NorthSide

NorthSide bliver den første festival i Danmark, der dropper kødet og udelukkende serverer 100 procent økologisk plantebaseret mad. Festivalen tager konkret ansvar for den grønne omstilling, lyder det fra Plantebaseret Videnscenter.

MAD – Når NorthSide 2022 løber af stablen i begyndelsen af juni næste år vil al mad til både gæster, musikere og frivillige være plantebaseret og 100 procent økologisk.

Initiativet skal gøre det grønnere at gå på festival og tage gæsterne på en smagfuld rejse ind i fremtidens gastronomiske oplevelser, siger Brian Nielsen, festivalchef for NorthSide.

»NorthSide arbejder hele tiden med at hæve barren for bæredygtighed. I 2014 lancerede vi den første økologiske øl i samarbejde med Tuborg. I 2019 fjernede vi engangsplastkrus og salg af vand på flaske, og i 2022 står plantebaseret mad side om side med overgangen til 100 procent grøn strøm.«

»Vi vil gerne fortsætte med at overraske, udfordre og gå forrest, og at servere plantebaseret mad er et naturligt næste skridt på vores bæredygtighedsrejse. Det er fremtidens mad nu«, siger han.

Tager konkret ansvar for den grønne omstilling

Festivalen har samarbejdet med Dansk Vegetarisk Forening og Økologisk Landsforening, der tilsammen står bag Plantebaseret Videnscenter om tiltaget, og det nyetablerede center bakker om.

»Når NorthSide vælger, at maden på festivalen er plantebaseret og 100 procent økologisk, sender de samtidig et vigtigt signal om, at fremtiden er og skal være grønnere. Noget af det allervigtigste, vi hver især kan gøre for klimaet, er at spise langt mere grønt og tilsvarende langt færre animalske produkter; og hvis vi så samtidig vælger økologiske fødevarer, er vi med til blandt andet at sikre vores rene grundvand, bedre dyrevelfærd og rigere biodiversitet i og ved markerne, siger Katrine Ejlerskov, Centerleder for Plantebaseret Videnscenter.

Hun roser NorthSide for at gå forrest og konkret tage ansvar for den grønne omstilling.

»Denne gang ved at synliggøre, at vores madvaner er en afgørende del af løsningen for en mere bæredygtig fremtid«, siger Katrine Ejlerskov.

Et plantebaseret måltid er ifølge videnscentrets definition »et måltid, der er bygget op omkring planter, og som kan suppleres med en mindre andel animalske fødevarer.«

Frem til festivalen vil NorthSide i samarbejde med sine stadepladsholdere udvikle lækker og delikat mad, der kan inspirere og udfordre gæsternes madoplevelser.

NorthSide er den første danske festival, der udelukkende serverer plantebaseret mad, og festivalen lancerer den nye madplakat og giver et smugkig på de nye tiltag, når festivalen nærmer sig.