Nationalparkens giftdepot fyldt med arsen kan slå over 500 millioner ihjel

Der ligger mindst 105 tons arsen på industrigrunden - midt i nationalparken og tæt på Esrum Sø. Foto: Søren Wium-Andersen

At bibeholde et gigantisk giftdepot inden for rammerne af den nuværende Nationalpark Kongernes Nordsjælland er uholdbart. Industrigrunden bør snarest fjernes fra nationalparken. Det bør selv et miljøministerium kunne indse.

***

Den 7. december sagde miljøminister Magnus Heunicke »Biodiversitetskrisen er en af vor tids største kriser, og vi skal stå sammen om at nå de globale naturmål om at beskytte og genoprette naturen på hav og land…..«. Ordene faldt, da han kunne offentliggøre en støtte på 114 mio. kr. til den globale biodiversitet.

Men der er en lang vej til at beskytte og genoprette naturen, når staten tillader et giftdepot med store mængder af arsen, chrom og kobber i en nationalpark, som det sker i Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Da nationalparken blev etableret, var Miljøministeriet så interesseret i at øge arealet af parken, at en seks hektar stor, gammel industrigrund blev inkluderet i parken. Det skete. selvom ministeriet siden 1977 har vidst, at grunden er kraftigt forurenet.

Da nationalparken blev etableret var ministeriet også oplyst om, at der på grunden er efterladt ikke mindre end 35 tons arsen samt store mængder af chrom og kobber. Men ikke desto mindre blev Nationalpark Kongernes Nordsjælland – inklusive industrigrunden – med pomp og pragt indviet af såvel dronning som miljøminister 29. maj 2018.

Det blev Danmarks femte nationalpark, der med sine 262 km2 er den næststørste nationalpark i Danmark. Over 70% af nationalparken udgøres af Natura 2000-områder, og ca. halvdelen er skov, hvoraf 90% er udlagt til biodiversitetsformål.

En af Danmarks største skove, Gribskov, og landets to største søer, Arresø og Esrum Sø, er del af nationalparken sammen med hele to UNESCO verdensarvs-steder: Kronborg og Parforcejagtlandskabet.

Arsenen nok til at slå 525 millioner mennesker ihjel

Siden har Hovedstadsregionens undersøgelser vist, at der ligger – ikke 35 tons – men mindst 105 tons arsen på industrigrunden – midt i nationalparken.

Det er en mængde, der er tilstrækkelig til at slå 525 millioner mennesker ihjel – eller flere mennesker end der bor i hele EU!

Nationalpark Konger­nes Nord­sjælland er hermed den mest giftige af samtlige nationalparker i hele EU. Det afslører Miljøministeriets og Naturstyrelsens ringe forståelse for at bevare biodiversiteten på et sundt grundlag her i landet. For giftgrunden er fortsat en del af nationalparken, samtidigt med, at arsenikken siver ud til omgivelser og fra giftgrunden ned til et Natura2000 område.

Regionen oplyste for kort tid siden i TV Kosmopol, at den har konstateret, at forureningen er omfattende og på et borgermøde, at børn og voksne ikke kan komme i kontakt med den forurenede jord. Det er objektivt forkert. For Hovedstadsregionens omfattende rapportmateriale viser, at grøfterne i de omgivende skovarealer, der tilhører miljøministeriet, blev oprenset for arsenholdigt sediment i 1996 og atter igen i 2011.

Nu er den gal igen

Nu er den gal igen, og grøfterne skal oprenses igen i 2024, oplyser regionen. Om det opsamlede arsenholdige slam fra grøfterne skal deponeres på den forurenede grund er ikke klart for nærværende. Men sker det nu igen for tredje gang, kan alle slutte, at der igen skal oprenses grøfter for arsen om en halv snes år.

Naturstyrelsen oplyste forleden på borgermødet, at den havde undersøgt om biodiversiteten i omgivelserne til industrigrunden er forurenet med arsen. Resultaterne var ikke entydige, da de gennemførte undersøgelser af svampe, der voksede i området, desværre var gennemført på et forkert tidspunkt.

Undskyldeligt naturligvis for en forureningsbevidst styrelse, som omhyggeligt undlod at oplyse, at Naturstyrelsen havde haft mere end 46 år til at gennemføre disse meget relevante analyser, siden styrelsen i 1977 havde fået konstateret, at grunden er kraftigt forurenet. Styrelsen burde for mange år siden have sikret svampeplukkere og biodiversiteten mod en arsen-forurening. På den baggrund kan jeg kun betegne det lokale skovdistrikts indsats for at beskytte skovens gæster og for at bevare biodiversiteten som lidet flatterende.

På det netop afholdte borgermøde stillede regionen også i udsigt, at regionen snart forventer at kunne fiksere arsenen på grunden. Men regionens teknikere undlod at oplyse, at ingen af de af regionen allerede publicerede og afprøvede metoder har virket i praksis.

Personligt havde jeg gerne set, at arsenen på den omtalte industrigrund, der rummer generationsforureningen »Collstropgrunden« snarest fjernes fra nationalparken, således at udsivningen af arsen til den omgivende nationalpark og til et nærliggende Natura2000 område reduceres mest muligt.

Bør fjernes fra nationalparken

Men jeg erkender også, at det rent praktisk er umuligt, hvorfor jeg gerne ser hele området asfalteret for at forhindre, at nedbøren fortsætter med at skylle arsen ud til omgivelserne. Det asfalterede område kan eventuelt anvendes som et køreteknisk anlæg eller der kan opstilles solceller på arealet.

At bibeholde dette gigantiske giftdepot inden for rammerne af den nuværende nationalpark er uholdbart. Industrigrunden bør snarest fjernes fra nationalparken. Det bør selv et miljøministerium kunne indse. Hvorfor ministeriet ikke allerede har fjernet den fra nationalparken, det forstår jeg simpelthen ikke.

Hvis forventningerne om at beskytte og genoprette biodiversiteten skal være troværdig må signalet være, at forureningen med arsen stoppes snarest muligt, og at kun arealer uden gift er værdige til at blive indlemmet i nationalparker.

***

Efterskrift: Siden 2020 har Region Hovedstaden fået udarbejdet 7 rapporter på i alt 1791 sider om grunden på Jespervej, der rummer den farlige gift. Rapporterne kan i de kommende to måneder alle findes på adressen: https://kmiregh.kontainer.com/shared/dkSadgTULLecafemL8MPKSaXWwuiw9F1