Minkmillioner ruller nu ind i Sydbanks pengetank

Minkmillionerne ruller ind hos Sydbank, som nu kan aflyse kalkulerede tab på op mod 150 millioner kroner. Pressefoto: Sydbank

Sydbank har tidligere kalkuleret med et tab på op mod 150 mio. kr. på udlån til minkindustrien. Men takket være den rundhåndede kompensation fra staten ruller millionerne nu ind i Sydbanks pengetank.

Danmarks tredjestørste pengeinstitut, Sydbank, har i dag præsenteret sit regnskab for 2020. Banken kommer ud af 2020 med et overskud 799 millioner kroner. Det er et fald fra 853 millioner året før, skriver DR Nyheder.

Regnskabet gemmer også på en overraskelse. De milliarder, som en politisk aftale har sendt afsted mod minkavlerne, kommer nemlig også banken til gode.

Kalkulerede med tab på 150 mio. kr.

Banken har tidligere forventet, at en del af udlånene til minkavlerne ikke ville blive tilbagebetalt fuldt ud, men takket være statens kontroversielle kompensationsordning, som kan ende i svimlende 19 milliarder kroner, kan Sydbank nu glemme alt om tabsafskrivninger på op mod 150 millioner kroner.

I forventningerne til 2021 skriver banken:

– Herudover forventes koncernens tilgodehavender hos minkerhvervet stort set indfriet i deres helhed, hvilket potentielt kan medføre tilbageførsel af nedskrivninger optil 150 millioner kr.