Landbruget er et ekstremt subsidieret erhverv allerede i dag. Det må indgå i konteksten af de diskussioner, vi har, om både landbrugets udledninger af næringsstoffer, af drivhusgasser og påvirkningen på vores drikkevand, siger Pelle Dragsted, politisk ordfører i Enhedslisten.
***
I 2022 løb statens samlede udgifter til dansk landbrug op i svimlende 15 milliarder kroner.
Det viser et svar fra finansminister Nicolai Wammen (S) til Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted.
»Det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, at landbruget er et ekstremt subsidieret erhverv allerede i dag. Det må indgå i konteksten af de diskussioner, vi har, om både landbrugets udledninger af næringsstoffer, af drivhusgasser og påvirkningen på vores drikkevand««, siger Pelle Dragsted til Ritzau.
Han mener, at fordi en stor portion skattekroner går til at understøtte landbruget, har politikerne også en ekstra ret til at kræve det omstillet med en CO2-afgift.
Direkte tilskud, lempelser mv.
Udgifterne til landbruget fordeler sig på flere forskellige poster i finansministerens opgørelse.
Otte milliarder kroner gives i direkte tilskud, miljøtilskud og produkttilknyttede tilskud, hvoraf en del kommer fra EU’s landbrugsstøtte.
3,2 milliarder kroner kommer fra erhvervsfremmende skattefradrag og -lempelser, noterer ministeriet.
I ministeriets samlede sum indgår også udgifter til administration som Landbrugsstyrelsen, der udgør 1,4 milliarder kroner.
Skjult støtte
– For dem, der skal afgøre fordelingspolitikken, er det et vigtigt input, at der faktisk gives betydelige subsidier til landbruget i forvejen, siger miljøøkonomisk vismand Lars Gårn Hansen til Ritzau.
Han påpeger også, at der ligger en skjult understøttelse til landbruget i, at deres udledning af kvælstoffer, der kan forurene miljøet, ikke er afgiftsbelagt i dag.
Ifølge Ritzau har landbrugsindustriens hovedorganisation Landbrug & Fødevarer afvist at kommentere opgørelsen fra Finansministeriet.