Klimaaktivister i vand til knæene for mere klimahandling i valgkampen

Klimaaktivister i vand til knæene i Peblinge Sø. Pressefoto: Den Grønne Ungdomsbevægelse

Hundredvis af klimaaktivister var fredag eftermiddag mødt op i Peblinge Sø i København for at demonstrere for klimahandling i valgkampen. En del af aktivisterne havde taget waders på og stod i søen, mens andre holdt fødderne tørre på land ved søbredden, mens de råbte på klimahandling.

Demonstrationen i søen blev afholdt som kulmination på en uge, hvor Den Grønne Ungdomsbevægelse hver morgen har holdt møder med forskellige partiledere og folketingspolitikere i »fremtidens mødelokaler« på en tømmerflåde i søen, fortæller Den Grønne Ungdomsbevægelse.

»Vi står her i dag i vand til knæene for at symbolisere den manglende klimahandling. Det her valg kommer til at være altafgørende for vores fremtid. Vi har ikke råd til endnu en valgperiode uden reel handling. Nu samler vi os i et opråb, fordi det i sidste ende ikke er snak, men handling, der er afgørende«, lød det fra Lea Wiggen Kramhøft fra Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Grønne krav til landbrug, finanssektor og transport

I løbet af demonstrationen var der flere kampråb og taler, som kredsede om ungdommens frustration ved den manglende klimahandling:

»På trods af kolde tæer og ben synes vi, at det er det værd, hvis det kan råbe politikerne op i dag. Vi har snakket med politikerne hele ugen, og nu skal der handling på bordet. Vi har foreslået tre lette første skridt, som politikerne kan tage fat på. Det burde være det første minimum« mener en anden af aktivisterne, Elise Sydendal fra Den Grønne Ungdomsbevægelse.

De tre krav fra den samlede klimabevægelse til Folketinget drejer sig om at reducere udledningerne i landbruget, stille grønne krav til finanssektoren og sætte transporten på et grønnere spor.

Disse krav har aktivisterne snakket med politikerne om gennem ugens samtaler, og derudover har aktivisterne forholdt politikerne Den Grønne Ungdomsbevægelses visionspapir »En Grøn Retfærdig Fremtid«, der blev offentliggjort i begyndelsen af september.

Em Voxmeter-måling fra 13. oktober viser, at klima nu topper som det vigtigste emne for vælgerne ved kommende folketingsvalg, men Den Grønne Ungdomsbevægelse mener ikke, det afspejler sig i den nuværende valgkamp.

Unge i demonstrerer for mere klimahandling i valgkampen op til folketingsvalget 1. november. Pressefoto: Den Grønne Ungdomsbevægelse