Kål er gudernes gave til krop og sundhed

Grønkål er en ren booster for kroppen. I øjeblikket er der især grund til at fokusere på K-vitaminet, som måske kan beskytte mod Covid-19 – eller lette forløbet. I flere forsøg ser det ud, som om K- og D-vitaminer spiller en rolle i sygdommen. Foto: Pixabay

Af Kirsten Skaarup, madredaktør

/ Kål er generelt spækket med masser af plantenæringsstoffer. Det er kraftfulde stoffer, som bl.a. forebygger kræft og hjerte-karsygdomme.


For én som mig, der har arbejdet for udbredelsen af kål i en menneskealder og udarbejdet hundredvis af opskrifter med kål, er det fantastisk glædeligt, at kålen nu omsider hitter. Mange i den lidt ældre generation har valgt kålen fra, simpelt hen fordi de har lugten af barndommens brunkål hængende i næsen, ligesom kål tidligere signalerede fattigdom.

Nu er det lige omvendt. Nu er det blevet hipt at spise kål. Kål signalerer overskud og ønsket om at passe på sin veltrænede krop. De unge, der spiser plantebaseret på grund af klimaet, sundheden og dyrevelfærden kan ikke få nok grønkål og spidskål på tallerknen. Og det er klogt, for der findes knapt noget sundere end kål. Og så er det overkommeligt i pris – og man kan lave utallige lækre retter med kål, fx en grønkålslasagne.

LÆS OGSÅ:
Blomkål, broccoli og grønkål hitter på danske middagsborde

Medicin til de fattige

Jeg plejer at kalde kål for gudernes gave til kroppen. Det er nærmest naturens eget lægemiddel i fast form. I gamle dage kaldte man kål for de fattiges medicin. Og det er præcis, hvad den er. Nu har den så også gjort sit indtog i hipsternes køkkener. 

Kål er generelt spækket med masser af plantenæringsstoffer. Det er kraftfulde stoffer, som bl.a. forebygger kræft og hjerte-karsygdomme. Kål virker både antiinflammatorisk og antioxidant i kroppen. Og så virker kål balancerende på kolesterol og blodsukker. Samtidig er kål fiberrig og kalorielet.  

Alle slags kål indeholder også mange vitaminer og mineraler, bl.a. betakaroten (A-vitamin), B-vitaminer (især folinsyre), C-vitaminer og K-vitaminer. Desuden mineraler som kalk, mangan, magnesium og jern. Hertil kommer den eftertragtede Omega 3 fedtsyre.

Broccoli hører til øverst på kålens top 10. Den regnes for den største kræfthæmmer blandt kålsorterne. Foto: Pixaby

Beskytter mod sygdom

Kål indeholder desuden et svovlholdigt stof, glukosinolat, som giver kålen dens karakteristiske smag. Og netop det svovlholdige stof nok er noget af det, der har holdt folk væk fra den sunde kål. Og det er dumt, for stofferne beskytter kålen mod angreb af sygdomme og skadedyr. Og det ser ud, som om disse stoffer har samme virkning i kroppen.

Broccoli hører til øverst på kålens top 10. Den regnes for den største kræfthæmmer blandt kålsorterne. Med hensyn til mineraler, indeholder et par dl broccoli samme mængde kalk som et glas mælk. Stoffet gluthation stimulerer leverens udskillelse af giftstoffer. 

De røde kål som rødkål og rød spidskål indeholder mange anthocyaniner, som er de stoffer, der giver kålen dens lilla farve. Stofferne er stærkt antioxidante og antiinflammatoriske.

Grønkål er en ren booster for kroppen. I øjeblikket er der især grund til at fokusere på K-vitaminet, som måske kan beskytte mod Covid-19 – eller lette forløbet. I flere forsøg ser det ud, som om  K- og D-vitaminer spiller en rolle i sygdommen. Men der skal mere forskning til.

Rosenkål hører også til højdespringerne. Sammen med broccoli og grønkål udgør de det sundhedsmæssige førerfelt i kålfamilien.