Mindst én muntjakhjort er sluppet løs på Sydfyn, og derfor opfordrer Miljøstyrelsen jægere til at holde øje med hjorten for at sikre, at den bliver skudt. En fuldvoksen muntjak er kun 40-45 centimeter høj og vejer 12-18 kilo. Den kan kendes på sine sorte tegninger i hovedet. Hannerne har desuden synlige hjørnetænder i overkæben.
Muntjakken betragtes som invasiv, blandt andet fordi den gør et stort indhug i skovens planter og træer. Det kan føre til en artsfattig skovbund, og det har indirekte effekter på kvaliteten af mulige levesteder for småfugle og smågnavere. Den yngler flere gange årligt, og da den hurtigt bliver kønsmoden, kan den hastigt formere sig og sprede sig i naturen.
Miljøstyrelsen regner med, at muntjakhjorten er undsluppet fra en dyrepark eller ulovligt udsat i naturen. Det lille dyr stammer oprindeligt fra Kina og andre asiatiske lande, men blev i forrige århundrede indført til forskellige dyreparker i Europa og har derfra spredt sig til naturen.











