Forslag om kødfri skolemad skaber røre i Frankrig

Forslag om kødfri skolemad kan fornærme slagterne og skade skolebørnenes sundhed, frygter kritikerne af et forslag fra Lyons borgmester.

– Lad os stoppe med at gøre mad ideologisk. Sådan skriver den franske landbrugsminister, Julien Denormandie, på Twitter.

Et forslag om at indføre kødfri skolefrokoster i en fransk kommune har skabt voldsom røre, skriver DR Nyheder.

Lyons borgmester, Grégory Doucet, har foreslået kun at tilbyde en ret i skolekøkkenerne i byen. Retten skal være kødfri – dog skal den nogle gange indeholde fisk.

Ifølge DR mener ministrene, at tiltaget »fornærmer« franske slagtere. Nogle mener også, at det kan være skadeligt for børns sundhed.

Lyons borgmester har straks skudt tilbage og understreger, at tiltaget blot er midlertidigt og skal sikre hurtig betjening i skolerne, hvilket gør det lettere at holde afstand i køen til skolekøkkenerne under pandemien.